Kategori: Uncategorized

Der er vel egentlig ikke noget nyt i dette – siden det værdibaserede indtog i samfundet omkring slutningen af 1990’erne – hvorefter alt skulle anskues ud fra en værdibaseret tilgang og et værdibaseret grundlag.

Det nye er formentlig graden af værdibasering.

Nogle medier – bl.a. Politiken, men også andre – er nu så domineret af en værdimæssig tilgang og et værdimæssigt grundlag, at det er begyndt at skygge for en mere objektiv, saglig og evt. kritisk formidling og journalistik. Man kan ganske enkelt ikke få øje på,  beskæftige sig med og slet ikke formidle omring forhold, der ikke er i overensstemmelse med værdigrundlaget.

Eksempel:

Politiken bragt flere artikler om Ruslands beskydning af et børnehospital i Ukraine, hvor der måske var få ofre, men stort set ingen omtale af Israels angreb på hospitaler og angreb med tusindvis af børn om ofre.

At se halvdelen eller at lukke øjnene for for  en del af verden er ikke vederhæftig journalistik og holder heller ikke i længden.

De fleste medier lever i dag i kraft af deres modtagere – at have nogle seere, lyttere, læsere, der modtager informationen og budskabet – og gerne så mange som muligt. Nogle medier er direkte afhængige økonomisk – skal fx sælge aviser.

Og tænkt fx på hvis man lavede en TV-avis, som ingen så – nej vel? Så ryger jo selv meningen med at formidle.

Samtidig er der jo sket en mediemæssig eksplosion – der har aldrig været så mange medier og formidlere som nu, hvor web 2.0 tillader alle at formidle.

Man kan gætte på at den almindelige journalist på samme måde er under pres for at levere varen.

Så hvad kan journalisten eller formidleren gøre for at sikre at der er modtagere af ens formidling?

For at findes svaret skal man måske kigge lidt på sælgere og de metoder og tricks som sælgere (kan?) benytte(r) sig af.

Det kan være:

• At forstærke, ‘skrue op’, forstørre og dramatisere fx problemstillinger.
• Finde kilder, der forstærker indhold og formidling, fx med stærke holdninger
• Anvende øjenvidneberetninger
• Billeder og videoer virker altid!
• At være på stedet fx med et kamerahold

Find selv på mere – Hvilket journalister og redaktører er gode til for at sikre mediets overlevelse, egen berettigelse og den indtjening der er nødvendig.

Løsningen på Ukraine-konflikten kan være ret enkel:

Gennem en traktat fastslås Ukraine som en selvstændig og neutral stat der ikke kan være medlem af nogen af forsvarspagterne.

Farvel til Putin, Biden, Stoltenberg, von der Leyen, Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, og andre der kun kan få øje på fortsat krigsførelse.

De penge der skulle være anvendt til fortsat krig – i Danmark ca. 300 mia. kr. – vil i stedet kunne anvendes til håndtering af klimaforandringer, udviklingsbistand, velfærd, uddannelse, mv.

Hvad forhindrer den danske regering i at gå videre med denne løsning?

I det moderne samfund er stress et udbredt problem – det fremgår af den eksponering det har fået i medierne, antallet af stress ramte og det antal personer, der har forsøgt at gøre sig klog på fænomenet og gøre noget ved det.

I forhold til stress gælder en række grundlæggende forhold som kan er nødt til at indtænke og ikke kan se bort fra, hvis man vil forsøge at gøre noget ved det. Nogle er de forhold er:

• Stress er (overvejende) ubevidst for den enkelte.
• Stress er ‘som at krydse en rød linje’ (Psykolog i Hjernekassen, 10.10.23) . Der er med andre ord et tidsmæssigt aspekt.
• Stress kan som årsag vedrøre flere forhold, både fx hjemme i privatlivet og på arbejdspladsen.
• Både for mange og for få arbejdsopgaver kan på en arbejdsplads føre til stress.
• Stress som begreb kan – jf.  pkt. 1 – vække modstand og benægtelse, hvis andre, fx kolleger, kommer og bare antyder at man er ramt af stress.

Skal man finde midler eller redskaber, der kan modvirke stress i dagligdagen er man nødt til forholde sig til ovenstående forhold.

En hurtig løsning er følgende:

Da stress kan have mange årsager og opstå i samspil med forskellige kilder, er det kun den enkelte der kan blive bevidst om dette – altså om noget der for den enkelte er overvejende ubevidst og ofte lidt ømtåleligt eller tabulagt at erkende og tale om. I forhold til et tidsmæssigt aspekt er en mulighed derfor at at rykke en indsats frem i tid, og italesætte og operationalisere potentielle stress-elementer tidligere – før de udvikler sig til egentlig stress.

Hvis fx medarbejderen en gang om ugen forholder sig til antal af arbejdsopgaver – flere eller færre – kan vedkommende selv mærke efter hvordan ens velbefindende er, i forhold til den kommende uge arbejdsbelastning.

Denne indsats kan selvfølgelig ikke stå alene, men må ses i sammenhæng med andre forhold der har relation til arbejdet, personen, privatlivet, osv. Man kan tænke i et (arbejds-)design – med netop flere elementer – som også tager hensyn til begrebet stress.

Kilder:

Hjernekassen P1- om stress – 10.10.23

Stress er velbeskrevet som et væsentligt samfundsmæssigt problem, der ikke mindst er omkostningsfuldt for samfundet og den enkelte medarbejder.

Når man beskæftiger sig med stress falder man over at der gælder et par interessante forhold:

• Folk, der selv har oplevet stress, beskriver at de selv først sent opdagede at de havde stress – og da var hårdt ramt – mens omgivelserne, fx deres kolleger, langt tidligere havde bemærket det.
• Hvis man spørger folk om de har stress, svarer de fleste benægtende.

At være ramt af stress er med andre ord overvejende ubevidst for den enkelte, og noget vi helst ikke vil vedkende os.

Kan man gøre noget ved dette? Lad os se på en konkret case og måde at håndtere dette på:

I en organisation tildeles medarbejderne opgaver på ugentlig basis af en koordinator. På grund af opgaverne karakter, da de varierer meget i omfang og sværhedsgrad er det væsentligt, men også vanskeligt for både medarbejderes og koordinatoren at bedømme den indsats opgaverne kræver. En for stor mængde opgaver – eller en for lille – kan i organisationen let føre til stress.

Det følgende er en let måde at håndtere denne udfordring:

Hver uge sender koordinatoren en mail ud til medarbejderne, forud for tildeling af nye opgaver:

“Hvis du ikke vil have nye opgaver, så meld tilbage”

Den enkelte medarbejder skal nu reflektere over og mærke efter i sig selv:

• Hvor mange opgaver har jeg?
• Hvad er karakteren af de opgaver jeg pt. har?
• Hvad kræver de nuværende opgaver af mig?
• Hvordan er mit arbejdspres pt.?
• Osv.

Hvis man samtidig i organisationen gør det legitimt at tale om stress og evt. skaber en fælles forståelse, skaber fælles møderum, serverer lidt eftermiddagskaffe en gang imellem, skaber faglig udvikling…

– så kan håndtering af stress lettes og risikoen for stress reduceres.

Den nævnte metode er enkel, koster stort set intet at indføre, men kan selvfølgelig kun anvendes i organisationer hvor opgaver og tildeling af opgaver ligner ovenstående.

 

Mange, især ældre, oplever vanskeligheder i forhold til anvendelse af computer og digital kommunikation. Samtidig har mange et forholdsvis begrænset behov, fx at kommunikere via mail, kommunikation med det offentlige, anvende netbank.

Vanskelighederne består ofte i mødet med reklamer, opdateringer, log-ind vanskeligheder, spam og andre forstyrrende elementer, der tager fokus. Dertil kommer bekymring i forhold til virus, falske mails, mv.

Løsningen kunne være en offentlig computer, fx en stats-PC, der kun kan håndtere det mest basale. Ingen reklamer, opdatering sker i baggrunden og varetages af staten, hvilket ligeledes gælder sikkerhed i forhold til digital kommunikation.

Private firmaer, fx banker, der vil tilslutte sig konceptet er velkomne, men skal overholde de af staten fastlagte specifikationer.

Der har i længere tid også inden for pædagogiske kredse været italesat en kvinde eller elevrolle kaldet 12-talspige, der ifølge Den Danske Ordbog betegner en pige der er flittig og dygtig i skolen og ofte får topkarakteren 12 evt. opfattet som alt for perfektionistisk og pligtopfyldende.

Det sidste rummer jo også en lidt kritisk tilgang.

Imidlertid findes der også – især piger – der ikke er helt så dygtige – ligger som regel lidt over middel på karakterskalaen – der yder deres bedste, og altid følger læreren og undervisningen. Skolepigen er netop ’skolet’, bryder aldrig normerne fx med tanker og adfærd, der ligger udenfor denne skoling. Efter endt uddannelse søges nye autoriteter at støtte sig til.

Det er let at donere F16 jagere til Ukraine (koster dog en del penge).  Det er som med al anden teknologi langt vanskeligere at forudsige konsekvenserne.

Ifølge Tor Nørretranders og Olafur Eliasson er “dagslys den ultimative ressource” (s. 118) i forhold til alt liv på jorden og menneskets livskvalitet.

Mere konkret nævner de:

“…kroppen kræver dagslys for at lave sine vitaminer og hormoner og fastholde sin dagsrytme og det gode humør” (s.123)

På arbejdspladsen kan det konkret gøres sådan:

Hver medarbejder bruger 15 min daglige på at gå udenfor og få dagslys og frisk luft. Effekten er stor nok i sig selv, men kan selvfølgelig forstærkes på forskellige måder. Går man sammen to eller flere kan det sociale styrkes, og vælger man det tidspunkt hvor solen kommer frem er lysintensiteten større og tilskuddet af D-vitamin forøges.

Der vil sikkert være nogen der finder regnearket frem og spørger hvor meget det koster – et kvarter pr. medarbejder per dag, osv. Svaret er, at det er en investering med et udbytte der langt overstiger udgiften. Større grad af trivsel, større motivation,  større produktivitet og læg dertil den innovation der ofte finder sted når medarbejdere på en arbejdsplads snakker sammen.

Litteratur:

Nørretranders, T, Eliasson, O.: Lys! – om lys i livet og liv i lyset  (2015)

 

Skolen er blevet for boglig – de praktiske færdigheder og aktiviteter skal styrkes. Det mener bl.a. statsministeren og undervisningsministeren – ligesom de praktiske kompetencer og færdigheder har fået større fokus i den pædagogiske debat de seneste år.

Jeg tror man skal gøre sig forholdet mellem det mere teoretiske og det mere praktiske klart, også i den daglige pædagogiske praksis.

Lad os med et snuptag komme med en påstand: Der eksisterer et dialektisk forhold mellem teori og praksis, hvor de gensidigt påvirker hinanden.

I den pædagogiske praksis er det derfor ikke et spørgsmål om et enten-eller med et både-og, hvilket må tydeliggøres fx i et kompetence-begreb.