Hvordan skal man i en organisation forholde sig til og agere i forhold til fremtiden?
I gamle dage var det let nok: Man skal lære af fortiden, af historien, den tilgængelige viden og sine erfaringer. Perspektivet er altså overvejende tilbageskuende: Fra den nutidige position ses på hvad der tidligere er sket, hvordan sager og forhold er blevet håndteret – og så behandle nutiden og nutidens problemer ud fra de tidligere erfaringer og viden. Metoden kan stadig anvendes, det er vigtigt at inddrage den faglighed og de erfaringer, man tidligere har gjort.
Imidlertid må metoden have vist sine begrænsninger – måske fordi det er tidskrævende, udviklingen har ændret konteksten, der ikke længere ligner, eller at mange nye perspektiver og metoder er kommet til.
Det kan derfor være nødvendigt at fokusere mere på nutiden – at lære i nu’et i fx at inddrage så mange data fra nu’et, og i højere grad inddrage et rumligt perspektiv. Big data tankegangen er vel en del af denne tilgang.
Men det nutidige fokus tager ikke hensyn til en udvikling, som går endnu hurtigere. Hvis man bare handler ud fra den nuværende situation, kan situationen, konteksten være forandret når tanker, ideer og handlemåder skal implementeres.
Dermed opstår ideen om ‘at lære af den fremtid, der er ved at opstå’. Citatet er fra C. Otto Scharmer, Teori U. Ved at foregribe fremtiden, kan man tilrettelægge tiltag, som jo netop skal fungere i en ikke så fjern fremtid.
Fra det fortidige til nutiden og til fremtiden er perspektivet og fokus forskudt og flyttet temporalt, og med det rumlige fokus også udvidet vertikalt.
Nu er det jo ikke altid så let at spå om fremtiden, men via fremtidsforskning, tegn i tiden og tendenser kan man jo få en ide om hvor udviklingen er på vej hen. Der ligger jo også i dette at man ikke helt har glemt fortiden og nutiden – for netop at kunne anskue en udvikling.
Men et nyt perspektiv og handlemåde er ved at melde sig: At være medskabende af den fremtid, som er ved at opstå.
Nu foregår ideudvikling, research og planlægning ikke adskilt fra implementering – men netop som dele af samme proces.
Ved at iværksætte og implementere, kan man på samme tid ideudvikle og lære af sine handlinger, opstille nye visioner osv.
De temporal tilgange, det rumlige og den medskabende tilgang skal ikke ses adskilte, men kan ses som et samlet design og model for organisatorisk ledelse. Det temporale perspektiv udgøres af de tre tilgang, det rumlige inddrages og samtidig med organisationen som udgangspunkt for og i centrum for handling.
Hvordan anvender en organisation så en så kompleks model? Hvordan får man som organisation inddraget de forskellige perspektiver og sat sig selv i centrum for handling?
Otto Scharmer argumenterer i Teori U for hvad man kunne kalde sensitivitet: At være åben, ‘have antennerne ude’ og kunne inddrage og agere i forhold til alle disse data i historisk og rumligt perspektiv.
Det er svært at forestille sig alt dette skal kunne håndteres af den traditionelle lederrolle, hvor lederen ofte skulle kunne ‘det hele’. I stedet lyder det oplagt at en mere kollektiv tilgang er nødvendig.
Når flere har ‘antennerne ude’ og er sensitive opnås flere tilgange til kvalificeret refleksion og beslutningstagen.
At inddrage medarbejderne i en kollektiv proces – som jo helst skal være kvalificerende – stiller krav til både ledelse, medarbejdere og selve organisationen.
Medarbejderne skal være fagligt stærke: Sensitive, engagerede, deltagende, og kunne indgå i denne proces – som ledelsen skal kunne facilitere og styre.
Derudover skal selve organisationen sikre at de fornødne processer finder sted: At der afsættes tid og rum, at processerne faciliteres, at medarbejderne opnår og vedligeholder de fornødne kvalifikationer, osv.
Reference:
Scharmer, C. Otto: Teori U (2013, USA 2007)