Kategori: Uncategorized

Hvordan kan man som politiker komme igennem med sine holdninger, værdier intentioner – og i sidste ende sikre sin egen magt?

Hvilke strategier kan man benytte sig af?

Det er spørgsmål der i større eller mindre omfang må interessere enhver politiker.

I forhold til det første er det jo helt legitimt at politikere har holdninger, intentioner og værdier – det skal de faktisk have 🙂

Problemet bliver mere processen med at føre politikken ud i livet, at få formidlet politikken og få modtagerne til at tilegne sig og støtte tankerne.

Især begrebet læring har været i fokus og omdrejningspunkt i uddannelsesverdenen, men i forhold til formidling i bredere forstand.

Kommunikationsrådgivere idag er kompetente i forhold til læring.

Problemet med dette fokus er hvis det tager for meget fokus. I sammenhæng med de seneste 20 års digitale udvikling (revolution?) – der ligeledes har haft stor indvirkning på kommunikation, medier, formidling – kan det betyde at formen, processen og det strategiske overtager, i forhold til fx politiske visioner, idealer, helhedstænkning.

 

I begyndelsen var ordet – tror bl.a. Dansk Folkeparti, som ønsker at skabe bedre balance mellem landsdelene, ved at flytte ordet – Radio24syv til Jylland – hvillet så ifølge DF vil skabe mere liv i den vestlige del af landet.

Problemet er bare at strategien har sine begrænsninger.

I stedet for at flytte ordet handler det om at skabe liv. Det letteste er at flytte unge, mobile og initiativrige borgere til de dele af landet, man ønsker at udvikle – altså fx at flytte uddannelsesinstitutioner. Med 800 unge i et lokalmiljø følger behov for boliger, forretninger, kultur.

De tåbelige udflytninger af fx dele af styrelser og 20 medarbejdere fra dansk sprognævn har i sådan et perspektiv ingen betydning.

Når der er opstået mere liv i de dele af landet, skal Kirsten Birgit og resten af 24syn – og de øvrige medier, såmænd nok flytte med, så også de dele af landet får mere fokus.

 

Mens Obama var præsident i USA så jeg en aften TV-avisen, hvor et indslag handlede om Obamacare. Et midaldrende ægtepar fra midtvesten blev spurgt om deres holdning til Obamacare. Jeg tænkte at svaret måtte jo være åbenlyst – alle var da interesseret i et socialt sikkerhedsnet, hjælp i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed, mv.

Svaret var derfor overraskende – de ville ikke have at det offentlige skulle blande sig i deres liv, de ville selv kunne bestemme, uden indblanding fra staten og det offentlige.

I Danmark har vi ofte set USA som værende foran os i en udvikling, der ligger 15-20 ud i fremtiden. Så spørgsmålet er, om det er der vi er på vej hen – altså at det offentlige ses med manglende tillid, som en modstander eller ligefrem et nødvendigt onde, hvis indflydelse man helst ser reduceret.

For en borgerlig regering og ideologi er der vel intet overraskende i, at centrale værdier er privatisering, og et opgør med fællesskabet, det sociale og den især socialdemokratiske solidaritet.

Men hvordan kan holdninger fremmes og skabes i retning mod et opgør med det offentlige ?

Gennem de sidste 10-15 år har der været stærkt fokus på lærings og læringsteorier, hvor især de sociale læringsteorier er vundet frem, godt understøttet af digitale redskaber og sociale medier.

I læringsteorierne er centrale omdrejningspunkter sociale konstruktioner og skabelse af læringsdesign, der gennem tilrettelægge og skabelse af vilkår eller omgivelser, understøtter at der skabes en ønsket læring. Sproget og sproglige konstruktioner har et særligt fokus.

Udgangspunktet er at man gennem små justeringer og tiltag på forskellige områder understøtter en emergens, der samlet set skaber en effekt, der langt overstiger summen af de enkelte tiltag. Da der er tale om mindre justeringer, kan disse tiltag ske ofte uden større også politisk bevågenhed, og uden den store diskussion.

I medierne nævnes ofte eksempler på problemer i det offentlige:

• Hvad med DR? Var der ikke noget med en hest, der skulle flyttes til USA og retur?
• Eller stopprøver for børn i indskolingen.
• Kan det gøres mindre attraktivt at være offentligt ansat? Hvad med nogle udflytninger?
• Hvad med at indføre endeløse og ikke alt for meningsfulde test i folkeskolen – vil det mon få nogen til at vælge et privat alternativ?
• Hvad betyder det hvis man reducerer ressourcerne på hospitaler? Kan det få nogen til at vælge et privat alternativ?
• Ellers hvis man i forbindelse med overenskomstforhandlingerne får skabt en konflikt? Et regeringsindgreb kan skabe modvilje mod det offentlige.
• Eller hvis der viste sig alvorlige problemer i Skat – vores fælles pengekasse. Hvad hvis man nu sparede lidt på medarbejderne, så kontrollen måske var lidt mindre grundig – og det viste sig at Skat havde mistet penge?

Oven i købet kan de mindre ændringer besluttes og indføres uden den store politiske diskussion – det er jo kun mindre ændringer

Kan vi ikke få det offentlige til at blande sig tilpas meget i danskenes hverdag, så det vi få flere til at fravælge det offentlige og i højere grad søge private alternativer.

 

I øjeblikket er folkeskolen og praksis i skolen optaget af testning, påfyldning af timer og faglighed, hjemmearbejde til eleverne. Dette er bl.a. et resultat og en konsekvenserne af  skolereformen og arbejdstidsaftalen for lærerne.

Hvis skolen skal udvikles, sikre en faglig og pædagogisk udvikling, og måske være et attraktivt alternativ til privatskoler, er der en række temaer der trænger sig på.

Det drejer sig  i første omgang om følgende:

• Flere valgfag – interesse, kropslighed, håndværk og design
• Lektier – ja tak!
• Digital dannelse
• Mere forældresamarbejde
• Internationalisering
• Læreren som læringskonsulent

I det følgende uddybes de enkelte temaer.

Flere valgfag

Når elever opnår færdigheder i forhold til læsning, skrivning, matematik, mv. er det væsentligt at de også bruger færdighederne.

Eleverne skal – som Dr. pæd. Steen Larsen skrev i 90’erne, ud over at kunne regne også kunne regne den ud! Man skal med andre ord kunne anvende de faglige redskaber – eller går der redskabsfiksering i den – som han advarede imod i bogserien den videnskabende skole, som stadig er værd at læse.

Men der er også andre forhold der gør sig gældende.

• Hvis eleverne skal være motiverede og motiveres – og skal blive bevidste omkring egne følelser og interesser, opnå læring omkring emner og faggrænser,  skal eleverne lære at foretage bevidste valg og opleve de konsekvenser valgene har. Det kan ske gennem valgfag – altså beskæftigelse med faglighed, viden og metoder, indenfor afgrænsede områder.
• Hvis eleverne skal tænke fremadrettet i forhold til erhverv, er valgfag relevante.
• Hvis eleverne skal udvide grænser for faglighed – ud over hvad man kunne kalde skolens kerne-faglighed, kan det ske gennem valgfag.

I valgfagene kan indtænkes kropslighed, praksisnærhed, håndværk, kreativitet, da det er en mangel i den nuværende praksis.

I forhold til at (gen-)indføre valgfag er der to væsentlige problemer:

Faglokaler og faglige ressourcer er gennem de seneste 20 år nærmest systematisk forsvundet ud af skolen. Der skal derfor findes faglokaler og faglige ressourcer, hvor aktiviteterne kan finde sted. Det kan dog ske gennem fx samarbejder med nabo-institutioner, osv.

De faglige kompetencer i fx håndværk skal sikres – fx gennem efteruddannelse eller ansættelse af også personalegrupper med de nødvendigt kompetencer.

Lektier – Ja tak!

Hvis man spørger elever i dag, vil de fleste nok sige at de har rigeligt med lektier, og at de ikke behøver flere. Problemet med lektier er at begrebet er gammelt, slidt og derfor kun sjældent – og slet ikke i den offentlige debat og forståelse – anvendes bevidst, og som det redskab til læring som det kunne være. En mulighed kunne derfor være at definere begrebet, give det en mere bevidst betydning, og måske finde på en helt ny betegnelse. Lektier smager at noget man skal lave hjemme, noget der er surt, og som man derfor ikke har lyst til. Men hvad nu hvis lektier var sjove, lærerige, interessante, og derfor noget man havde lyst til? Det stiller selvfølgelig krav til form og indhold.

Der er imidlertid grund til at fremhæve et par andre forhold i forhold til det arbejde eleverne skal lave hjemme. Det første er at lektier skal ses som grænseobjekter.

Lektier er et fagligt genstandsområde og en faglig aktivitet som eleven bringer fra skolen og med hjem. På den måde fungerer lektier – når de altså fungerer optimalt – som en forbindelse og en mulighed for skabelse af en relation mellem skole, skolens faglighed og hjemmet. Gennem lektier får forældrene indsigt i det der foregår henne i skolen og ved at se barnet – og måske hjælpe barnet med hjemmearbejdet, kan forældrene få en indsigt i hvad barnet kan, har lidt svært ved, og hvad det er nødvendigt at hjælpe barnet med. Men det rummer også muligheden for noget mere: Måske kan forældrene bidrage med noget – altså berige det faglige indhold, med egne erfaringer og viden, som således kan kvalificere og motivere elevens tilegnelse af fagligheden.

Digital dannelse

Det giver sig selv – det digitale gennemsyrer nu de fleste praksisser i samfundet. Eleverne skal lære om det, for at kunne anvende det og kontrollere det.

Samtidig giver de digitale muligheder helt nye pædagogiske muligheder som skal udnyttes, men med udgangspunkt i pædagogisk tænkning.

Forældresamarbejde

Hvordan kan forældre inddrages som en ressource i forholde til den læring der sker via skolen?

Hvordan kan skolen være en ressource for forældrene?

Hvordan kan relationen mellem skole og forældre styrke læring?

Det er nogle af de centrale spørgsmål, der skal besvares, for at udnytte de muligheder der ligger her, og som kun i begrænset omfang udnyttes.

Internationalisering

Verden er blevet mindre med de digitale muligheder. Samtidig er mange problemstillinger af global karakter, eller kræver løsninger der rækker ud over de nationale grænser.

Dette kræver indsigt og kompetencer i forhold til at kunne håndtere disse problematikker og kunne handle og agere på tværs af kulturer, geografiske forhold mv.

Læreren som dannelses- og læringskonsulent

At indtænke ovenstående i et egentligt dannelsesmæssigt design kræver kompetencer, som skal findes hos underviseren. Ved at opfatte læreren som mere rådgiver og konsulent i forhold til læring og dannelse, kan der ske en faglig kvalificering som på længere sigt kan føre til et tiltrængt skifte i rolle og den der ofte er knyttet til lærer- og underviserrollen.

 

Kapitalismen har inficeret vores hjerner – skrev jeg forleden i et indlæg i Politiken. Efterfølgende tænke jeg over, hvordan man kan se det. Hvad er fx det man vil kunne kalde hverdagskapitalisme, altså de fænomener der kan siges at tydeliggøre en kapitalistisk indflydelse.

Lad os se på nogle eksempler:

• Der er reklamer overalt. I TV, Youtube, midt i artikler i Politiken…Også børn overdænges med reklamer i sådan grad, at der ikke er tvivl om socialiserende påvirkning.
• Den reklamemæssige værdi afspejles også i medierne, hvor begrebet clickbait er blevet aktuelt. Ved fx fangende overskrifter lokkes læseren til at aktivere link, der via indhold med reklame sikrer indtjening, Journalistikken tilrettelægges i forhold til og med henblik på indtjening.
• Hos Google kan man betale sig fra at link/henvisninger skjules eller prioriteres lavt i de fundne søgeresultater. Den sandhed der findes er med andre ord økonomisk betinget.
• Folk læser tilbudskataloger- mere end de læser fx bibelen.
• Penge og økonomi dominerer, også i offentlig virksomhed. Alt omregnes til økonomi, og kan dermed gøres til genstand til handel, udbud og konkurrence.

Kapitalisme er blevet en central del af tidsånden.

Hvilken betydning vil den gennemgribende kapitalistiske påvirkning få i et længerevarende socialiserende perspektiv?

Hvordan kommer det til at påvirke den daglige adfærd, relationen mellem mennesker, og et bagvedligende menneskesyn – og på længere sigt en samfundsudvikling. Privathospitaler,  brugerbetaling…

Men dertil kommer jo at store multinationale virksomheder på væsentlige områder dominerer. Apple, Google, Microsoft er fx i høj grad dem der dominerer og styrer på den digitale front – med indtjening som centralt omdrejningspunkt.

Nylige afsløringer har vist, at de nævnte firmaer ikke betaler ret meget i skat, selv om deres indtjeninger i fx EU-lande har været enorme.

 

For 5 år siden var vi i vores familie i kontakt med socialforvaltningen i Københavns Kommune omkring et længerevarende sygdomsforløb.

For morens vedkommende startede sagsbehandlingen umiddelbar efter – for farens vedkommende  forelå der svar på henvendelsen efter ca. 6 måneder.

Med hensyn til vejledning, modtog moren telefonisk vejledning gennem flere samtaler, mens vejledningsforpligtelsen overfor faren blev opfyldt ved at fremsende en kopi af lovteksten på området.

Der står næppe noget i loven om at kvinder og mænd skal have samme sagsbehandling, herunder sagsbehandlingstid, selv om ligestilling må formodes at være en selvfølge.

Når loven, bekendtgørelser og vejledninger ikke udstikker konkrete anvisninger for praksis og handlinger – hvad der jo sjældent er tilfældet – hvad er det så der skaber en praksis – hvad man her kunne kalde en sagsbehandlingspraksis?

Medierne er fulde af det – de sikre sandheder.

Et kriterium man ofte kan anvende til at afgøre kvaliteten, er om eller hvordan viden er fremkommet. For at sige det kort: er området undersøgt – og i givet fald hvordan.

I mange tilfælde viser det sig nemlig at være viden af mere holdnings- eller værdibaseret art, hvor der ikke ligger nogen former for undersøgelser bag.

Kære Bertel

Tak for din indsats mht. at måle danskheden og de danske værdier i form af div. kanoner, mv.

Der er imidlertid et problem, som er nødvendigt at nævne, nemlig en værdi som er kommet til at gennemsyre det danske samfund, men som – lidt overraskende, da det efterhånden er ved at blive meget synligt –  ikke har fået den store opmærksomhed i forbindelse med udarbejdelse af de nævnte publikationer.

Man kunne jo spørge om: Hvad er det egentlig der optager danskerne? Hvad beskæftiger danskerne sig med – hvad for danskerne tiden til at gå med – især når de ikke er på arbejde eller sover.

Lad mig sige det kort: De læser reklamer.

Hvad er ugens tilbud, hvor kan jeg spare noget, hvad kan jeg købe.

Godt støttet at internettet, der jo i stor udstrækning har et værdigrundlag fra en vestlig, kapitalistisk verden, er danskerne i stigende grad og stor udstrækning blevet fokuserende på økonomi og optaget af økonomis gevinst og vel deraf materialisme.

Hvad koster det?

Hvad er min friværdi?

Hvad kan jeg spare på mit mobilabonnement?

Kan jeg få en billig rejse?

Jeg har købt en deal!

 

Vores datter i 2. klasse skal nær fremtid deltage i de nationale test i læsning/dansk.

Jeg prøvede derfor den demo-test, der ligger på Undervisningsministeriets side (www.testogprøver.dk).

En opgave i testen går ud på at afklare betydningen af et ordsprog – at dele sol og vind lige og en anden at afklare betydningen af et ord – dorsk.

Eleven skal altså individuelt og fra pc-skærm afkode ordsproget og ord, og derefter afklare betydningen ud fra en række valgmuligheder, der ligeledes skal afkodes.

Med hensyn til ordsproget skal man for at score i testen skal man enten kende ordsproget og dets betydning eller kunne foretage den nødvendigt abstrakte tænkning.

Det første fordrer en mængde paratviden indenfor emnet, mens det andet nærmer sig en umulighed, da børn ifølge Piaget først 3-4 år senere begynder at kunne foretage den nødvendige formelt abstrakte tænkning.

Dem der scorer i opgaven er dermed børn, der kender til det nævnte ordsprog og dets betydning – vel typisk børn fra det man traditionelt har kaldt boglige hjem.

Nu er det sådan at vi hjemme hos os ikke bruger hverken ordsprog eller ord som dorsk i særlig stor udstrækning. Ordsprog, herunder betydningen, er ikke uvæsentlig læring, men kan fint vente til barnet er ældre og kan foretage den fornødne mere abstrakte refleksion. Ordet dorsk er forældet og kan googles, hvis man ståder på det.

I en alder af 8 år er det imidlertid vigtigt – jf. betragtningerne om livslang læring – at man ikke oplever nederlag eller har dårlige oplevelser netop i forbindelse med læring, hvilket kan modvirke motivationen til livslang læring.

I forhold til den nationale test vil jeg derfor gennemgå testen med min datter og fortælle hende at testen ikke betyder det store, og såfremt hun ikke forstå opgaven blot skal gætte. På den måde mindskes betydningen af testen, og den risiko enhver test indebærer.

Lad os se på en række af de uddannelsesmæssige ideer der er oppe i tiden, bl.a. på folkeskoleområdet:

• Målstyring
• Test og evaluering
• Eleverne skal have flere timer, mere undervisning
• Flere elever i klasserne

Med hensyn til det sidste har Anders Bondo tit fremhævet – som et argument imod – at en konsekvens af flere elever i klasserne er at der er mindre tid til kontakten mellem læreren og den enkelte elev. Det er jo rigtigt: Hvis man dividerer en lærer med antallet af elever, så bliver tiden, der er til rådighed for kontakten til og kommunikationen til den enkelte elev mindre. Mange slutter deraf at læringen hos den enkelte elev dermed bliver mindre. Problemet er bare at det ikke er rigtigt. Modellen forudsætter nemlig den gode gamle ‘tankpassermodel’, at formidling af læring sker som overførsel af viden, hvor læreren ‘hælder’ viden over i eleven, som dermed bliver fyldt op. De fleste ved efterhånden godt, at det ikke er sådan en læreproces foregår.

Konsekvenserne af flere elever i klasserne er imidlertid langt større og mere alvorlige. Når der er flere elever i klassen kan det nemlig føre en række ting med sig:

• Temperaturen i klasseværelse stiger hurtigere
• Mindre bevægelsesplads til den enkelte
• Mere klasseundervisning, hvor læreren formidler til eleverne, og dermed mindre projektarbejde, værkstedsundervisning, praksisnære projekter, kreative projekter, andre lærings- og organisationsfomer, mv.

Et andet forhold i denne sammenhæng er, at alle de nævnte forhold skaber rammer for undervisningen, der kan betyde, at de muligheder og det spillerum som læreren har for at tilrettelægge undervisning bliver indsnævret eller reduceret.

Forholdet med flere elever i klassen kan altså alene få en række konsekvenser og betydninger.

Det store problem vil være hvis skolens praksis ikke understøtter eller fører i retning af de kompetencer, som vi i Danmark i fremtiden har brug for.