Enkel reduktion af stress i organisation

Stress er velbeskrevet som et væsentligt samfundsmæssigt problem, der ikke mindst er omkostningsfuldt for samfundet og den enkelte medarbejder.

Når man beskæftiger sig med  stress falder man over at der gælder et par interessante forhold:

  • Folk, der selv har oplevet stress, beskriver at de selv først sent opdagede at de havde stress – og da var hårdt ramt – mens omgivelserne, fx deres kolleger, langt tidligere havde bemærket det.
  • Hvis man spørger folk om de har stress, svarer de fleste benægtende.

Stress for den enkelte er med andre ord overvejende ubevidst for den enkelte, og noget vi helst ikke vil vedkende os.

Kan man gøre noget ved dette? Lad os se på en konkret case og måde at håndtere dette på:

I en organisation tildeles medarbejderne opgaver på ugentlig basis af en koordinator. På grund af opgaverne karakter, da de varierer meget i omfang og sværhedsgrad er det væsentligt, men også vanskeligt for både medarbejderes og koordinatoren at bedømme den indsats opgaverne kræver. En for stor mængde opgaver – eller en for lille – kan i organisationen let føre til stress.

Det følgende er en let måde at håndtere denne udfordring:

Hver uge sender koordinatoren en mail ud til medarbejderne, forud for tildeling af nye opgaver:

“Hvis du ikke vil have nye opgaver, så meld tilbage”

Den enkelte medarbejder skal nu reflektere over og mærke efter i sig selv:

  • Hvor mange opgaver har jeg?
  • Hvad er karakteren af de opgaver jeg pt. har?
  • Hvad kræver de nuværende opgaver af mig?
  • Hvordan er mit arbejdspres pt.?
  • Osv.

Hvis man samtidig i organisationen gør det legitimt at tale om stress og evt. skaber en fælles forståelse, skaber fælles møderum, serverer lidt eftermiddagskaffe en gang imellem, skaber faglig udvikling…

– så kan håndtering af stress lettes og risikoen for stress reduceres.

Den nævnte metode er enkel, koster stort set intet at indføre, men kan selvfølgelig kun anvendes i organisationer hvor opgaver og tildeling af opgaver ligner ovenstående.