Opgøret med det offentlige

Intention

Proces

Opgaven bliver hvordan der skabes de rigtige politiske holdninger.

Strategien kunne altså være at reducere driftomkostningerne i offentlige institutioner, således at borgeren efterhånden får en oplevelse af at  institutionen og det offentlige ikke rigtig fungerer.

Udover det holdningsmæssige er reaktionen på længere sigt et fravalg af det fælles og et tilvalg i retning af det individuelle og private.

Lad os se på tre konkrete eksempler: Skat, sygehusene, folkeskolen

Man behøver ikke lede længe for at finde eksempler på håndgribelige fejl hos skattevæsenet, hvor penge fra den fælles pengekasse er forsvundet. Mange peger på at det skyldes besvarelser på de medarbejdere der skulle udføre kontrol og manglende udvikling af tidssvarende it-systemer. Besparelser fra politisk hold har ført til fejl og kritik af skattevæsenet.

 

 

Mens Obama var præsident i USA så jeg en aften TV-avisen, hvor et indslag handlede om Obamacare. Et midaldrende ægtepar fra midtvesten blev spurgt om deres holdning til Obamacare. Jeg tænkte at svaret måtte jo være åbenlyst – alle var da interesseret i et socialt sikkerhedsnet, hjælp i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed, mv.

Svaret var derfor overraskende – de ville ikke have at det offentlige skulle blande sig i deres liv, de ville selv kunne bestemme, uden indblanding fra staten og det offentlige.

I Danmark har vi ofte set USA som værende foran os i en udvikling, der ligger 15-20 ud i fremtiden. Så spørgsmålet er, om det er der vi er på vej hen – altså at det offentlige ses med manglende tillid, som en modstander eller ligefrem et nødvendigt onde, hvis indflydelse man helst ser reduceret.

For en borgerlig regering og ideologi er der vel intet overraskende i, at centrale værdier er privatisering, og et opgør med fællesskabet, det sociale og den især socialdemokratiske solidaritet.

Men hvordan kan holdninger fremmes og skabes i retning mod et opgør med det offentlige ?

Gennem de sidste 10-15 år har der været stærkt fokus på lærings og læringsteorier, hvor især de sociale læringsteorier er vundet frem, godt understøttet af digitale redskaber og sociale medier.

I læringsteorierne er centrale omdrejningspunkter sociale konstruktioner og skabelse af læringsdesign, der gennem tilrettelægge og skabelse af vilkår eller omgivelser, understøtter at der skabes en ønsket læring. Sproget og sproglige konstruktioner har et særligt fokus.

Udgangspunktet er at man gennem små justeringer og tiltag på forskellige områder understøtter en emergens, der samlet set skaber en effekt, der langt overstiger summen af de enkelte tiltag. Da der er tale om mindre justeringer, kan disse tiltag ske ofte uden større også politisk bevågenhed, og uden den store diskussion.

I medierne nævnes ofte eksempler på problemer i det offentlige:

Hvad med DR? Var der ikke noget med en hest, der skulle flyttes til USA og retur?

Eller stopprøver for børn i indskolingen.

Kan det gøres mindre attraktivt at være offentligt ansat? Hvad med nogle udflytninger?

Hvad med at indføre endeløse og ikke alt for meningsfulde test i folkeskolen – vil det mon få nogen til at vælge et privat alternativ?

Hvad betyder det hvis man reducerer ressourcerne på hospitaler? Kan det få nogen til at vælge et privat alternativ?

Ellers hvis man i forbindelse med overenskomstforhandlingerne får skabt en konflikt? Et regeringsindgreb kan skabe modvilje mod det offentlige.

Eller hvis der viste sig alvorlige problemer i Skat – vores fælles pengekasse.

Hvad hvis man nu sparede lidt på medarbejderne, så kontrollen måske var lidt mindre grundig – og det viste sig at Skat havde mistet penge?

Oven i købet kan de mindre ændringer besluttes og indføres uden den store politiske diskussion – det er jo kun mindre ændringer

Kan vi ikke få det offentlige til at blande sig tilpas meget i danskenes hverdag, så det vi få flere til at fravælge det offentlige og i højere grad søge private alternativer.

Også sprogligt kommer intentionerne til udtryk:

Fast og fair løsning, minister for innovation, moderniseringsstyrelsen.

Moderne politikere – og politiske rådgivere – og gode til sproglige konstruktioner – og glade for bogstavrim!

 

Eksemplerne i medierne og de politiske ideologier går (påfaldende meget) hånd i hånd.

 

 

Det nye er den strategiske tænkning,

Ideologierne lever i bedste velgående – pakket ind i strategisk tænkning.

Hvordan folder vi borgerlige holdninger og værdier ud, så de udbredes i befolkningen?

 

Hvordan kan man fx opnå at privatisering vinder frem på bekostning af det offentlige?

Kan man på en eller anden måde forringe vilkårene i offentlige virksomheder og institutioner, således at en større del af befolkningen vælger et privat alternativ?

 

 

Foretage en række tilsyneladende mindre beslutninger og handlinger der tilsammen skaber den ønskede emergens.

Mindre beslutninger og handlinger kan unddrage sig opmærksomheden og fører derfor ikke til diskussion.

Hver især virker de ubetydelige, men i et samlet hele får de stor effekt.

Top-down styring – intet diskuteres – eller rettere, man kan stort set sige hvad man vil, de ssmmå ændringer i design, skal som nok virke alligevel.

 

Ovenstående vil af modstandere hurtigt blive stemplet som konspirationsteorier- og dermed afvise den mindste sammenhængen.

 

I forhold til overvejelserne er det største spørgsmål måske:

Hvordan kan det være at vi har valgt politikere, der foretrækker en privatisering, til at stå i spidsen for og lede det offentlige?

Når det offentlige nu er reduceret så lad være med at rette kritikken mod din læge, behandlingen på sygehuset, pædagogerne i institutionerne, lærerne, osv.

Ret i stedet kritikken mod de politikere, der har valgt at reducere det fælles og offentlige.

 

Der er ikke noget nyt i det her. Strategisk tænkning har altid fundet sted. Det nye er at det er blevet adskilt fra det politiske, udskilt som er særlig funktion, specificeret og eksternaliseret og manifesteret igennem ansættelse af egentlige spindoktorer, politiske rådgivere. Dermed har det fundet sit eget omdrejningspunkt og sit eget fokus, med den intensivering det skaber.

Jeg tror der her ligger et væsentligt argument for den politikerlede, som mange nævner.

Måske det strategiske fokus og funktion virker tilbage på det politiske – der så i givet fald kan blive endnu mere strategisk i sit sigte?

Hvor er de politiske ideer, visioner og ideologier blevet af?

 

I et socialkonstruktivistisk perspektiv bliver spørgsmålet: Hvordan skabes en emergent udvikling?

Fokus på sproglige konstruktioner.

 

 

Ideologiernes tid er forbi, så hvad kan man gøre når nu man gerne vil bestemme, og have sine synspunkter, værdier, og nå ja, ideologi, fremmet og styrket?

Svaret er bl.a. at være strategisk.

Mange af ministrenes rådgivere er bedre skolede end ministrene selv. Rådgiverne er skolede i kommunikation, strategisk tænkning – og ikke mindst social konstruktivisme.

 

Emergens – hvordan støtter man en emergent udvikling?

Man laver små justeringer hist og pist, og på et tidspunkt udkrystaliserer effekten sig, ofte med stor effekt.

Hvordan kan vi gøre det mindre attraktivt at være offentligt ansat?

Hvad med at lave nogle udflytninger – hvor vi på eksemplarisk vis flytter rundt med nogle statsansatte?

 

Hvordan kan vi legalisere at bruge xxx milioner kr på kampfly – kan vi måske fremstille et forøget trusselsbillede i Øst-europa? Putin?

Opgøret med solidaritet

Hvad hvis nu nogle grupper i samfundet begynder at konflikte eller bekrige hinanden?

Store paroler og slagord har det med at vække modstand. På et tidspunkt kom borgerlige politikere til at nævne noget om større ulighed i samfundet – hvilket pressen borede i, og ingen borgerlige derfor rigtig turde stå ved. Modstanden var jo tydelig.

Er der noget de politiske rådgivere er gode til så er det strategisk planlægning og dermed læring.

 

Opgør med solidariteten.

Privatisering

 

Går den så går den.

 

Og rådgiverne skal selvfølgelig vise deres værd.

 

 

 

 

 

 

Men hvad nu hvis vi indfører en række halv-tåbelige test i folkeskolen? Måske de bedst stillede vælger et privat alternativ?

Med hvad nu, hvis Putin viser sig at udgøre en trussel? Ja ikke sandt – vi må hellere købe nogle

Når man på denne måde, som jeg har forsøgt i det ovenstående, afdækker nogle bagvedliggende forhold og strategier, vil man som regel hurtigt blive mødt med kritik – skjulte forhold, der bringes frem i lyset

Om ikke særlig længe vil dette indlæg blive mødt med kritik, i form af ytringer om konspirationsteorier, osv.

 

Hvad nu hvis politikerne selv begynder at opføre sig tilsyneladende meningsløst? Kommer med overraskende forslag?

Politikerne repræsenterer jo offentligheden.

Mistes så ikke tilliden til det offentlige?

 

 

 

Men husk det er dit eget valg: Skal vi købe jagerfly eller skal vi i stedet bruge pengene på bedre hospitaler, skoler, plejehjem, osv.

Hvis du vælger det første skal du bare ikke bagefter komme og klage over standarden på hospitalerne, at du ikke kan få tid hos lægen, der måske slet ikke er i din kommune, osv.

Husk det er dit valg!

 

 

Fraklip:

Klæder skaber folk

Det nye er den udprægede strategiske tænkning.

Strategiske tænkning, og som en del heraf den sproglige formidling og de sproglige konstruktioner. Som det seneste nye er den historiske konstruktion – ”den der behersker fortiden, behersker fremtiden” (citat fra…). Som borgerlige politikere skrev for nylig: Det er jo ikke socialdemokratiet, der har skabt velfærdssamfundet.

En ny folkeskole

I øjeblikket er folkeskolen og praksis i skolen optaget af testning, påfyldning af timer og faglighed, hjemmearbejde til eleverne. Dette er bl.a. et resultat og en konsekvenserne af  skolereformen og arbejdstidsaftalen for lærerne.

Hvis skolen skal udvikles, sikre en faglig og pædagogisk udvikling, og måske være et attraktivt alternativ til privatskoler, er der en række temaer der trænger sig på.

Det drejer sig  i første omgang om følgende:

  • Flere valgfag – interesse, håndværk og design
  • Internationalisering
  • Digital dannelse
  • Mere forældresamarbejde
  • Lektier – ja tak!
  • Læreren som læringskonsulent

I det følgende uddybes de enkelte temaer.

Flere valgfag

Hvis eleverne skal være motiverede og motiveres – og skal blive bevidste omkring egne følelser og interesser, opnå læring omkring emner og faggrænser,  skal eleverne lære at foretage bevidste valg og opleve de konsekvenser valgene har. Det kan ske gennem valgfag – altså beskæftigelse med faglighed, viden og metoder, indenfor afgrænsede områder.

I valgfagene bør indtænkes kropslighed, praksisnærhed, håndværk, kreativitet. Det er dog ikke nødvendigt i alle valgfag!

Formålet er valgfag er bl.a. at brede fagligheden ud, samt at skabe rum for anvendelse af fag-faglighed.

I forhold til at (gen-)indføre valgfag er der to væsentlige problemer:

Faglokaler og faglige ressourcer er gennem de seneste 20 år nærmest systematisk forsvundet ud af skolen. Der skal derfor findes faglokaler og faglige ressourcer, hvor aktiviteterne kan finde sted. Det kan dog ske gennem fx samarbejder med nabo-institutioner, osv.

De faglige kompetencer i fx håndværk skal opprioriteres – fx gennem ansættelse af også personalegrupper med de nødvendigt kompetencer.

 

Lektier – Ja tak!

Hvis man spørger elever i dag, vil de fleste nok sige at de har rigeligt med lektier, og at de ikke behøver flere. Problemet med lektier er at begrebet er gammelt, slidt og derfor kun sjældent – og slet ikke i den offentlige debat og forståelse – anvendes bevidst, og som det redskab til læring som det kunne være. En mulighed kunne derfor være at definere begrebet, give det en mere bevidst betydning, og måske finde på en helt ny betegnelse. Lektier smager at noget man skal lave hjemme, noget der er surt, og som man derfor ikke har lyst til. Men hvad nu hvis lektier var sjove, lærerige, interessante, og derfor noget man havde lyst til? Det stiller selvfølgelig krav til form og indhold.

Der er imidlertid grund til at fremhæve et par andre forhold i forhold til det arbejde eleverne skal lave hjemme. Det første er at lektier skal ses som grænseobjekter.

Lektier er et fagligt genstandsområde og en faglig aktivitet som eleven bringer fra skolen og med hjem. På den måde fungerer lektier – når de altså fungerer optimalt – som en forbindelse og en mulighed for skabelse af en relation mellem skole, skolens faglighed og hjemmet. Gennem lektier får forældrene indsigt i det der foregår henne i skolen og ved at se barnet – og måske hjælpe barnet med hjemmearbejdet, kan forældrene få en indsigt i hvad barnet kan, har lidt svært ved, og hvad det er nødvendigt at hjælpe barnet med. Men det rummer også muligheden for noget mere: Måske kan forældrene bidrage med noget – altså berige det faglige indhold, med egne erfaringer og viden, som således kan kvalificere og motivere elevens tilegnelse af fagligheden.

 

 

 

Kapitalistisk paradigme ?

Kapitalismen har inficeret vores hjerner – skrev jeg forleden i et indlæg i Politiken. Efterfølgende tænke jeg over, hvordan man kan se det. Hvad er fx det man vil kunne kalde hverdagskapitalisme, altså de fænomener der kan siges at tydeliggøre en kapitalistisk indflydelse.

Lad os se på nogle eksempler:

  • Der er reklamer overalt. I TV, Youtube, midt i artikler i Politiken…Også børn overdænges med reklamer i sådan grad, at der ikke er tvivl om socialiserende påvirkning.
  • Den reklamemæssige værdi afspejles også i medierne, hvor begrebet clickbait er blevet aktuelt. Ved fx fangende overskrifter lokkes læseren til at aktivere link, der via indhold med reklame sikrer indtjening, Journalistikken tilrettelægges i forhold til og med henblik på indtjening.
  • Hos Google kan man betale sig fra at link/henvisninger skjules eller prioriteres lavt i de fundne søgeresultater. Den sandhed der findes er med andre ord økonomisk betinget.
  • Folk læser tilbudskataloger- mere end de læser fx bibelen.
  • Penge og økonomi dominerer, også i offentlig virksomhed. Alt omregnes til økonomi, og kan dermed gøres til genstand til handel, udbud og konkurrence.

Kapitalisme er blevet en central del af tidsånden.

Hvilken betydning vil den gennemgribende kapitalistiske påvirkning få i et længerevarende socialiserende perspektiv?

Hvordan kommer det til at påvirke den daglige adfærd, relationen mellem mennesker, og et bagvedligende menneskesyn – og på længere sigt en samfundsudvikling. Privathospitaler,  brugerbetaling…

Men dertil kommer jo at store multinationale virksomheder på væsentlige områder dominerer. Apple, Google, Microsoft er fx i høj grad dem der dominerer og styrer på den digitale front – med indtjening som centralt omdrejningspunkt.

Nylige afsløringer har vist, at de nævnte firmaer ikke betaler ret meget i skat, selv om deres indtjeninger i fx EU-lande har været enorme.

 

Hvordan fastlægges en praksis?

For 5 år siden var vi i vores familie i kontakt med socialforvaltningen i Københavns Kommune omkring et længerevarende sygdomsforløb.

For morens vedkommende startede sagsbehandlingen umiddelbar efter – for farens vedkommende  forelå der svar på henvendelsen efter ca. 6 måneder.

Med hensyn til vejledning, modtog moren telefonisk vejledning gennem flere samtaler, mens vejledningsforpligtelsen overfor faren blev opfyldt ved at fremsende en kopi af lovteksten på området.

Der står næppe noget i loven om at kvinder og mænd skal have samme sagsbehandling, herunder sagsbehandlingstid, selv om ligestilling må formodes at være en selvfølge.

Når loven, bekendtgørelser og vejledninger ikke udstikker konkrete anvisninger for praksis og handlinger – hvad der jo sjældent er tilfældet – hvad er det så der skaber en praksis – hvad man her kunne kalde en sagsbehandlingspraksis?

Sikker viden

Medierne er fulde af det – de sikre sandheder.

Et kriterium man ofte kan anvende til at afgøre kvaliteten, er om eller hvordan viden er fremkommet. For at sige det kort: er området undersøgt – og i givet fald hvordan.

I mange tilfælde viser det sig nemlig at være viden af mere holdnings- eller værdibaseret art, hvor der ikke ligger nogen former for undersøgelser bag.

Kære Bertel – om værdier i det danske samfund år 2017

Kære Bertel

Tak for din indsats mht. at måle danskheden og de danske værdier i form af div. kanoner, mv.

Der er imidlertid et problem, som er nødvendigt at nævne, nemlig en værdi som er kommet til at gennemsyre det danske samfund, men som – lidt overraskende, da det efterhånden er ved at blive meget synligt –  ikke har fået den store opmærksomhed i forbindelse med udarbejdelse af de nævnte publikationer.

Man kunne jo spørge om: Hvad er det egentlig der optager danskerne? Hvad beskæftiger danskerne sig med – hvad for danskerne tiden til at gå med – især når de ikke er på arbejde eller sover.

Lad mig sige det kort: De læser reklamer.

Hvad er ugens tilbud, hvor kan jeg spare noget, hvad kan jeg købe.

Godt støttet at internettet, der jo i stor udstrækning har et værdigrundlag fra en vestlig, kapitalistisk verden, er danskerne i stigende grad og stor udstrækning blevet fokuserende på økonomi og optaget af økonomis gevinst og vel deraf materialisme.

Hvad koster det?

Hvad er min friværdi?

Hvad kan jeg spare på mit mobilabonnement?

Kan jeg få en billig rejse?

Jeg har købt en deal!

 

Nationale test

Vores datter i 2. klasse skal nær fremtid deltage i de nationale test i læsning/dansk.

Jeg prøvede derfor den demo-test, der ligger på Undervisningsministeriets side (www.testogprøver.dk).

En opgave i testen går ud på at afklare betydningen af et ordsprog – at dele sol og vind lige og en anden at afklare betydningen af et ord – dorsk.

Eleven skal altså individuelt og fra pc-skærm afkode ordsproget og ord, og derefter afklare betydningen ud fra en række valgmuligheder, der ligeledes skal afkodes.

Med hensyn til ordsproget skal man for at score i testen skal man enten kende ordsproget og dets betydning eller kunne foretage den nødvendigt abstrakte tænkning.

Det første fordrer en mængde paratviden indenfor emnet, mens det andet nærmer sig en umulighed, da børn ifølge Piaget først 3-4 år senere begynder at kunne foretage den nødvendige formelt abstrakte tænkning.

Dem der scorer i opgaven er dermed børn, der kender til det nævnte ordsprog og dets betydning – vel typisk børn fra det man traditionelt har kaldt boglige hjem.

Nu er det sådan at vi hjemme hos os ikke bruger hverken ordsprog eller ord som dorsk i særlig stor udstrækning. Ordsprog, herunder betydningen, er ikke uvæsentlig læring, men kan fint vente til barnet er ældre og kan foretage den fornødne mere abstrakte refleksion. Ordet dorsk er forældet og kan googles, hvis man ståder på det.

I en alder af 8 år er det imidlertid vigtigt – jf. betragtningerne om livslang læring – at man ikke oplever nederlag eller har dårlige oplevelser netop i forbindelse med læring, hvilket kan modvirke motivationen til livslang læring.

I forhold til den nationale test vil jeg derfor gennemgå testen med min datter og fortælle hende at testen ikke betyder det store, og såfremt hun ikke forstå opgaven blot skal gætte. På den måde mindskes betydningen af testen, og den risiko enhver test indebærer.

Skolens praksis – hvad fastlægger skolens praksis?

Lad os se på en række af de uddannelsesmæssige ideer der er oppe i tiden, bl.a. på folkeskoleområdet:

  • Målstyring
  • Test og evaluering
  • Eleverne skal have flere timer, mere undervisning
  • Flere elever i klasserne

Med hensyn til det sidste har Anders Bondo tit fremhævet – som et argument imod – at en konsekvens af flere elever i klasserne er at der er mindre tid til kontakten mellem læreren og den enkelte elev. Det er jo rigtigt: Hvis man dividerer en lærer med antallet af elever, så bliver tiden, der er til rådighed for kontakten til og kommunikationen til den enkelte elev mindre. Mange slutter deraf at læringen hos den enkelte elev dermed bliver mindre. Problemet er bare at det ikke er rigtigt. Modellen forudsætter nemlig den gode gamle ‘tankpassermodel’, at formidling af læring sker som overførsel af viden, hvor læreren ‘hælder’ viden over i eleven, som dermed bliver fyldt op. De fleste ved efterhånden godt, at det ikke er sådan en læreproces foregår.

Konsekvenserne af flere elever i klasserne er imidlertid langt større og mere alvorlige. Når der er flere elever i klassen kan det nemlig føre en række ting med sig:

  • Temperaturen i klasseværelse stiger hurtigere
  • Mindre bevægelsesplads til den enkelte
  • Mere klasseundervisning, hvor læreren formidler til eleverne, og dermed mindre projektarbejde, værkstedsundervisning, praksisnære projekter, kreative projekter, andre lærings- og organisationsfomer, mv.

Et andet forhold i denne sammenhæng er, at alle de nævnte forhold skaber rammer for undervisningen, der kan betyde, at de muligheder og det spillerum som læreren har for at tilrettelægge undervisning bliver indsnævret eller reduceret.

Forholdet med flere elever i klassen kan altså alene få en række konsekvenser og betydninger.

Det store problem vil være hvis skolens praksis ikke understøtter eller fører i retning af de kompetencer, som vi i Danmark i fremtiden har brug for.

 

Kontekstens betydning – et centralt problem

Jeg vil komme med den påstand at i dagens samfund – 2017 – er et af de centrale problemer at inddrage og indtænke, det man kunne kalde konteksten.

Lad os tage nogle eksempler:

Lars Løkke laver sommerskole, der skal rette op for de manglende færdigheder hos en gruppe børn, primært socialt udsatte drenge. Helt fint – men hvad med resten?

Kræftens bekæmpelse samler ind – i den bedste sendetid – til patienter og pårørende til patienter med kræft – et fornuftigt, og ædelt formål. Ja – men hvad med dem, der har andre alvorlige sygdomme inde på livet?

I skolen skal fagligheden styrkes, og derfor skal børn gå mere tid i skole. Helt fint – hvis det altså virker. Hvad den tid der går fra den læring, der finder sted i fritiden og i hjemmet? Hvad med det, der forsvinder?

– Talrige andre eksempler kunne nævnes!

Det er helt fint at fokusere på problemer, der ofte er mere eller mindre konkrete eller specifikke. Men et krav til fx politikere, beslutningstagere, journalister, meningsdannere – og ja, måske som et mere generelt dannelsesmæssigt krav, må være at man er i stand til at inddrage konteksten,  og perspektivere de konkrete resultater og indsatser.

Det er ikke noget let krav at indfri, men indgår jo som en krav og del af en akademisk dannelse.