Jeg kommer aldrig til at forstå fagprofessionelle der ikke svarer på en mail. Det gælder typisk håndværkere, men også fx fagprofessionelle indenfor det offentlige.

Jeg er stødt på fænomenet (?) gentagne gang indenfor det seneste år.

Hvad er årsagen:

Er det kommunikationsformen? Fx det det det med at skrive, altså skriftlig kommunikation.

Er det fordi de ikke ønsker kommunikationen – der jo vil kunne føre til mere dialog, og altså mere skrivning.

Er det fordi de ikke kan svare på henvendelsen – og ikke ønske at skrive dette?

Tabet af kommunikation kan få en række konsekvenser, fx manglende samarbejde.

 

Fundamentalisme er ifølge div. opslag på nettet ofte associeret med religiøsitet og tro. Det er det ikke her hvor betydningen er bredere – at man efterspørger, udarbejder og slavisk forsøger at følge eksplicitte regler, uden at kunne fravige disse.

Som princip er der vel egentlig ikke noget galt med det. Det kan fx danne grundlag for at en hel gruppe af personer, måske en organisation arbejder på sammen måde.

Problemet er selvfølgelig at der også er en række ulemper ved det.

Ja og det passer godt til robotter og burhøns!

Begrebet står i modsætning til det relativistiske, situationsbestemte, dynamiske, organiske – det der som regel karakteriserer det menneskelige liv.

I den seneste tid er jeg kommet til at tænke på fænomenet i forbindelse med eksempler fra politiet, fra A-kasser, fra håndteringen af corona-situationen – og jeg kunne sikkert finde flere eksempler.

 

Samtidig opleves ofte situationer hvor der efterspørges klare regler og måder at handle på: Hvad skal jeg gøre? – Ofte rettet mod chefen eller ledelsen – og indimellem helt ned i detaljen.

Hvorfor har nogen behov for det ufravigelige og sikre grundlag, ser som en stilladsering understøtter deres levevis?

 

Min påstand er, at fundamentalisme ikke passer sammen med dansk kultur og selvforståelse. Danskhed associeres ofte med begrebet hygge, der jo er et dejligt rundt begreb – og netop derfor i modsætning til eksplicitte regler og fundamentalisme.

 

 

Meget tyder på, at vi fremover vil forvente at alt i stigende omfang står ekspliciteret.

Det gælder i forhold til aftaler, ved køb af produkter, og i forhold til bestemt adfærd.

Den enkeltes adfærd vil i stigende omfang blive styret af eksplicitte formuleringer.

De eksplicitte formuleringer kan gøre det nemt at agere, men rummer også en bagside. Hvis reglerne ikke er specifikke og detaljerede kan vi let stå i en situation, hvor vi kommer i tvivl: Hvad skal jeg gøre i denne situation?

Vi kan på den måde blive afhængige af denne ydre styring – som gradvis kan reducere vores evne til at tænke selv, vurdere og finde pragmatiske og fleksible løsninger i nu’et.

I horisonten skimtes allerede nu Amerikanske tilstande. Alt skal ekspliciteres, og den mindste fravigelse kan medføre sagsanlæg, advokater, mv.

Vi bliver næppe lykkeligere.

Jeg tænker indimellem på dengang vi var i kontakt med et stort hospital i Danmark. Da hospitalet var meget specialiseret og avanceret, og på grund af forskellige faglige problemstillinger, var vi i kontakt med forskellige afdelinger. Ved hver kontakt blev vi, som noget af det første, bedt om at give samtykke til udveksling af oplysninger. Vi gav hver gang samtykke til det hele.

På et tidspunkt skulle vi så skifte afdeling – fra en sal til en anden. Det viste sig at der ikke kunne overføres data fra den ene afdeling til den anden. Det var vist noget med at IT-systemer ikke kunne arbejde sammen. Jeg tog derfor et stykke papir, gik ned på den ene afdeling, fik sygeplejersker til at nedskrive de relevante oplysninger, og tog dem med op på den anden, hvor de så blev anvendt.

Da vi forlod hospitalet, fik min kæreste henvendelse fra egen læge – der havde modtaget oplysninger fra hospitalet, og ville følge op på forløbet, mens jeg ikke fik henvendelse fra min læge. I en efterfølgende kontakt til socialforvaltning i  – lad os kalde det landets største kommune – havde de ikke mulighed for at få oplysninger fra hospital og dem de så rekvirerede, kom de til at smide væk.

Pointen må være, at der skal være balancen mellem formalia og det indholdsmæssige – de bagvedliggende mekanismer, som formalia afspejler.

Det er ofte let at få øje på formalia, der jo ofte er udtrykt eksplicit, og handle på disse formalia. Ofte er det langt sværere at få øje på og sikre de processer og mekanismer, så systemet fungerer. Det sidste kræver bl.a. faglighed indsigt.

Hvad er det vigtigste børn kan lære idag?

I en tid med digitalisering, automatisering, akademisering – hvad er det så der mangler i forhold til at sikre en samlet harmoniske personlig udvikling?

Ja der kunne sikkert peges på flere ting – her skal blot nævnes en enkelt – nemlig betydningen af konkrete fysiske processer, hvor barnet handler så konkret som muligt og gerne med inddragelse af så kropsnære processer som muligt.

Det kunne være aktiviteter som: at save, hamre, strikke, male, tegne, skrælle kartofler, snitte gulerødder, støvsuge, rydde op, plante, brænde med brænder, lime.

Samtidig muliggør konkrete aktiviteter erfaringsdannelse og erfaringsbaseret læring, æstetisk indsigt, kropbevidsthed, styrkelse af identiteten – det er mig, der styrer.

Digitalisering, automatisering, akademisering er stærke tendenser og strømninger i tiden, der samlet kan flytte fokus fra individet og fra kroppen til hovedet. Resultatet kan let blive et tab af identitet, selvværd og magtesløshed.

De konkrete aktiviteter danner derudover forudsætning for tilegnelse af de mere abstrakte akademiske færdigheder, som skal læres i skolen og som er forudsætningen for at kunne forholde sig til fx demokrati, digitalisering og automatisering.

Det handler dermed om at få opprioriteret disse aktiviteter i hjem, institutioner, skole, fritidsliv. Det kræver at de fornødne ressourcer er til stedet, lokaler, kompetencer hos personale, osv.

 

Forleden hørte jeg i radioen en filosof – kan ikke huske navnet – der i en bisætning nævnte et kulturelt forankret begreb, som var interessant.

Hun mente, som årsag til eller forklaring på et konkret fænomen, var en vestlig binær tænkning. Det betyder – meget kort sagt – noget i retning af, at vi i den vestlige verden gerne vil tænke i enten-eller, og altså ikke i både-og eller i mere eller mindre. Man kan sige at vi tænker lidt som en computer, der kun kan skelne mellem nul og et – binært.

Det er selvfølgelig rart, og ofte kvalificerende, at kunne nuancere og adskille ting. Men måden at tænke på, rummer også svagheder. Man kan fx overse helheder, udviklingsmuligheder, relativitet.

Og især når vi skal handle er svaret ofte lidt mere eller lidt mindre – altså mere analogt. Ofte er det små forskydninger, relativt, der skaber ændringer.

Kombineres den binære tænkning med digitale redskaber – som jo fungerer binært – er der en stor risiko for at den måde at anskue verden på, bliver forstærket, og virker selvforstærkende. Vi udvikler teknologi, som forstærker tænkningen, som udvikler teknologi…

På den måde rummer teknologien og teknologiudviklingen en kulturel risiko.

 

 

De sidste 10-15 år har målstyring været et nøglebegreb inden for meget pædagogisk virksomhed. Det gælder også inden for den kompenserende undervisning, herunder specialundervisningen.

Man kunne få den tanke at tænkningen og fokus passer godt ind i en new public management – tænkning, hvor mål – gerne som noget målbart – kan indtastes i et IT-system.

Men det er jo ikke helt uproblematisk det der med mål i undervisningen:

Er der tale om kortsigtede mål?

Er der tale om langsigtede mål?

Er der tale om mere overordnede mål – eller måske mere specifikke og konkrete mål?

Er der tale om mål formuleret af underviseren – eller er mål formuleret af eleven eller den lærende – eller er mål måske formuleret af dem begge i fællesskab?

Eller målene kan selvfølgelig også være formuleret af udefrakommende – altså formuleret af ’nogen’ uden for undervisningssituationen.

Så er der også de mål som opstår i situationen, altså undervejs, og måske netop på grund af, eller som en følge af forløbet. Målene kan altså på denne måde ændre sig.

Dertil kommer at der selvfølgelig findes forskellige typer af mål: indholdsmål, færdighedsmål, procesmål – for bare at nævne nogle enkelte…

Dertil kommer målenes relation til alt det andet, der indgår i, og som danner relation til en mål-formulering: Indholdet, konteksten, de anvendte medier, selve processen, de involverede deltagere, osv.

Hvis man for alvor vil gøre selve mål-terminologien til et centralt omdrejningspunkt, og fx have en gruppe medarbejdere eller en organisation til at benytte den, var det formentlig en god ide at forsøge at afklare og præcisere nogle af ovenstående forhold.

Det kræver altså en forøget faglig indsigt, hvor inddragelse af pædagogisk teori vil være naturlig eller nødvendig.

Hvordan kan man som politiker komme igennem med sine holdninger, værdier intentioner – og i sidste ende sikre sin egen magt?

Hvilke strategier kan man benytte sig af?

Det er spørgsmål der i større eller mindre omfang må interessere enhver politiker.

I forhold til det første er det jo helt legitimt at politikere har holdninger, intentioner og værdier – det skal de faktisk have 🙂

Problemet bliver mere processen med at føre politikken ud i livet, at få formidlet politikken og få modtagerne til at tilegne sig og støtte tankerne.

Især begrebet læring har været i fokus og omdrejningspunkt i uddannelsesverdenen, men i forhold til formidling i bredere forstand.

Kommunikationsrådgivere idag er kompetente i forhold til læring.

Problemet med dette fokus er hvis det tager for meget fokus. I sammenhæng med de seneste 20 års digitale udvikling (revolution?) – der ligeledes har haft stor indvirkning på kommunikation, medier, formidling – kan det betyde at formen, processen og det strategiske overtager, i forhold til fx politiske visioner, idealer, helhedstænkning.

 

I begyndelsen var ordet – tror bl.a. Dansk Folkeparti, som ønsker at skabe bedre balance mellem landsdelene, ved at flytte ordet – Radio24syv til Jylland – hvillet så ifølge DF vil skabe mere liv i den vestlige del af landet.

Problemet er bare at strategien har sine begrænsninger.

I stedet for at flytte ordet handler det om at skabe liv. Det letteste er at flytte unge, mobile og initiativrige borgere til de dele af landet, man ønsker at udvikle – altså fx at flytte uddannelsesinstitutioner. Med 800 unge i et lokalmiljø følger behov for boliger, forretninger, kultur.

De tåbelige udflytninger af fx dele af styrelser og 20 medarbejdere fra dansk sprognævn har i sådan et perspektiv ingen betydning.

Når der er opstået mere liv i de dele af landet, skal Kirsten Birgit og resten af 24syn – og de øvrige medier, såmænd nok flytte med, så også de dele af landet får mere fokus.

 

Mens Obama var præsident i USA så jeg en aften TV-avisen, hvor et indslag handlede om Obamacare. Et midaldrende ægtepar fra midtvesten blev spurgt om deres holdning til Obamacare. Jeg tænkte at svaret måtte jo være åbenlyst – alle var da interesseret i et socialt sikkerhedsnet, hjælp i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed, mv.

Svaret var derfor overraskende – de ville ikke have at det offentlige skulle blande sig i deres liv, de ville selv kunne bestemme, uden indblanding fra staten og det offentlige.

I Danmark har vi ofte set USA som værende foran os i en udvikling, der ligger 15-20 ud i fremtiden. Så spørgsmålet er, om det er der vi er på vej hen – altså at det offentlige ses med manglende tillid, som en modstander eller ligefrem et nødvendigt onde, hvis indflydelse man helst ser reduceret.

For en borgerlig regering og ideologi er der vel intet overraskende i, at centrale værdier er privatisering, og et opgør med fællesskabet, det sociale og den især socialdemokratiske solidaritet.

Men hvordan kan holdninger fremmes og skabes i retning mod et opgør med det offentlige ?

Gennem de sidste 10-15 år har der været stærkt fokus på lærings og læringsteorier, hvor især de sociale læringsteorier er vundet frem, godt understøttet af digitale redskaber og sociale medier.

I læringsteorierne er centrale omdrejningspunkter sociale konstruktioner og skabelse af læringsdesign, der gennem tilrettelægge og skabelse af vilkår eller omgivelser, understøtter at der skabes en ønsket læring. Sproget og sproglige konstruktioner har et særligt fokus.

Udgangspunktet er at man gennem små justeringer og tiltag på forskellige områder understøtter en emergens, der samlet set skaber en effekt, der langt overstiger summen af de enkelte tiltag. Da der er tale om mindre justeringer, kan disse tiltag ske ofte uden større også politisk bevågenhed, og uden den store diskussion.

I medierne nævnes ofte eksempler på problemer i det offentlige:

• Hvad med DR? Var der ikke noget med en hest, der skulle flyttes til USA og retur?
• Eller stopprøver for børn i indskolingen.
• Kan det gøres mindre attraktivt at være offentligt ansat? Hvad med nogle udflytninger?
• Hvad med at indføre endeløse og ikke alt for meningsfulde test i folkeskolen – vil det mon få nogen til at vælge et privat alternativ?
• Hvad betyder det hvis man reducerer ressourcerne på hospitaler? Kan det få nogen til at vælge et privat alternativ?
• Ellers hvis man i forbindelse med overenskomstforhandlingerne får skabt en konflikt? Et regeringsindgreb kan skabe modvilje mod det offentlige.
• Eller hvis der viste sig alvorlige problemer i Skat – vores fælles pengekasse. Hvad hvis man nu sparede lidt på medarbejderne, så kontrollen måske var lidt mindre grundig – og det viste sig at Skat havde mistet penge?

Oven i købet kan de mindre ændringer besluttes og indføres uden den store politiske diskussion – det er jo kun mindre ændringer

Kan vi ikke få det offentlige til at blande sig tilpas meget i danskenes hverdag, så det vi få flere til at fravælge det offentlige og i højere grad søge private alternativer.

 

I øjeblikket er folkeskolen og praksis i skolen optaget af testning, påfyldning af timer og faglighed, hjemmearbejde til eleverne. Dette er bl.a. et resultat og en konsekvenserne af  skolereformen og arbejdstidsaftalen for lærerne.

Hvis skolen skal udvikles, sikre en faglig og pædagogisk udvikling, og måske være et attraktivt alternativ til privatskoler, er der en række temaer der trænger sig på.

Det drejer sig  i første omgang om følgende:

• Flere valgfag – interesse, kropslighed, håndværk og design
• Lektier – ja tak!
• Digital dannelse
• Mere forældresamarbejde
• Internationalisering
• Læreren som læringskonsulent

I det følgende uddybes de enkelte temaer.

Flere valgfag

Når elever opnår færdigheder i forhold til læsning, skrivning, matematik, mv. er det væsentligt at de også bruger færdighederne.

Eleverne skal – som Dr. pæd. Steen Larsen skrev i 90’erne, ud over at kunne regne også kunne regne den ud! Man skal med andre ord kunne anvende de faglige redskaber – eller går der redskabsfiksering i den – som han advarede imod i bogserien den videnskabende skole, som stadig er værd at læse.

Men der er også andre forhold der gør sig gældende.

• Hvis eleverne skal være motiverede og motiveres – og skal blive bevidste omkring egne følelser og interesser, opnå læring omkring emner og faggrænser,  skal eleverne lære at foretage bevidste valg og opleve de konsekvenser valgene har. Det kan ske gennem valgfag – altså beskæftigelse med faglighed, viden og metoder, indenfor afgrænsede områder.
• Hvis eleverne skal tænke fremadrettet i forhold til erhverv, er valgfag relevante.
• Hvis eleverne skal udvide grænser for faglighed – ud over hvad man kunne kalde skolens kerne-faglighed, kan det ske gennem valgfag.

I valgfagene kan indtænkes kropslighed, praksisnærhed, håndværk, kreativitet, da det er en mangel i den nuværende praksis.

I forhold til at (gen-)indføre valgfag er der to væsentlige problemer:

Faglokaler og faglige ressourcer er gennem de seneste 20 år nærmest systematisk forsvundet ud af skolen. Der skal derfor findes faglokaler og faglige ressourcer, hvor aktiviteterne kan finde sted. Det kan dog ske gennem fx samarbejder med nabo-institutioner, osv.

De faglige kompetencer i fx håndværk skal sikres – fx gennem efteruddannelse eller ansættelse af også personalegrupper med de nødvendigt kompetencer.

Lektier – Ja tak!

Hvis man spørger elever i dag, vil de fleste nok sige at de har rigeligt med lektier, og at de ikke behøver flere. Problemet med lektier er at begrebet er gammelt, slidt og derfor kun sjældent – og slet ikke i den offentlige debat og forståelse – anvendes bevidst, og som det redskab til læring som det kunne være. En mulighed kunne derfor være at definere begrebet, give det en mere bevidst betydning, og måske finde på en helt ny betegnelse. Lektier smager at noget man skal lave hjemme, noget der er surt, og som man derfor ikke har lyst til. Men hvad nu hvis lektier var sjove, lærerige, interessante, og derfor noget man havde lyst til? Det stiller selvfølgelig krav til form og indhold.

Der er imidlertid grund til at fremhæve et par andre forhold i forhold til det arbejde eleverne skal lave hjemme. Det første er at lektier skal ses som grænseobjekter.

Lektier er et fagligt genstandsområde og en faglig aktivitet som eleven bringer fra skolen og med hjem. På den måde fungerer lektier – når de altså fungerer optimalt – som en forbindelse og en mulighed for skabelse af en relation mellem skole, skolens faglighed og hjemmet. Gennem lektier får forældrene indsigt i det der foregår henne i skolen og ved at se barnet – og måske hjælpe barnet med hjemmearbejdet, kan forældrene få en indsigt i hvad barnet kan, har lidt svært ved, og hvad det er nødvendigt at hjælpe barnet med. Men det rummer også muligheden for noget mere: Måske kan forældrene bidrage med noget – altså berige det faglige indhold, med egne erfaringer og viden, som således kan kvalificere og motivere elevens tilegnelse af fagligheden.

Digital dannelse

Det giver sig selv – det digitale gennemsyrer nu de fleste praksisser i samfundet. Eleverne skal lære om det, for at kunne anvende det og kontrollere det.

Samtidig giver de digitale muligheder helt nye pædagogiske muligheder som skal udnyttes, men med udgangspunkt i pædagogisk tænkning.

Forældresamarbejde

Hvordan kan forældre inddrages som en ressource i forholde til den læring der sker via skolen?

Hvordan kan skolen være en ressource for forældrene?

Hvordan kan relationen mellem skole og forældre styrke læring?

Det er nogle af de centrale spørgsmål, der skal besvares, for at udnytte de muligheder der ligger her, og som kun i begrænset omfang udnyttes.

Internationalisering

Verden er blevet mindre med de digitale muligheder. Samtidig er mange problemstillinger af global karakter, eller kræver løsninger der rækker ud over de nationale grænser.

Dette kræver indsigt og kompetencer i forhold til at kunne håndtere disse problematikker og kunne handle og agere på tværs af kulturer, geografiske forhold mv.

Læreren som dannelses- og læringskonsulent

At indtænke ovenstående i et egentligt dannelsesmæssigt design kræver kompetencer, som skal findes hos underviseren. Ved at opfatte læreren som mere rådgiver og konsulent i forhold til læring og dannelse, kan der ske en faglig kvalificering som på længere sigt kan føre til et tiltrængt skifte i rolle og den der ofte er knyttet til lærer- og underviserrollen.