Kære Bertel – om værdier i det danske samfund år 2017

Kære Bertel

Tak for din indsats mht. at måle danskheden og de danske værdier i form af div. kanoner, mv.

Der er imidlertid et problem, som er nødvendigt at nævne, nemlig en værdi som er kommet til at gennemsyre det danske samfund, men som – lidt overraskende, da det efterhånden er ved at blive meget synligt –  ikke har fået den store opmærksomhed i forbindelse med udarbejdelse af de nævnte publikationer.

Man kunne jo spørge om: Hvad er det egentlig der optager danskerne? Hvad beskæftiger danskerne sig med – hvad for danskerne tiden til at gå med – især når de ikke er på arbejde eller sover.

Lad mig sige det kort: De læser reklamer.

Hvad er ugens tilbud, hvor kan jeg spare noget, hvad kan jeg købe.

Godt støttet at internettet, der jo i stor udstrækning har et værdigrundlag fra en vestlig, kapitalistisk verden, er danskerne i stigende grad og stor udstrækning blevet fokuserende på økonomi og optaget af økonomis gevinst og vel deraf materialisme.

Hvad koster det?

Hvad er min friværdi?

Hvad kan jeg spare på mit mobilabonnement?

Kan jeg få en billig rejse?

Jeg har købt en deal!

 

Nationale test

Vores datter i 2. klasse skal nær fremtid deltage i de nationale test i læsning/dansk.

Jeg prøvede derfor den demo-test, der ligger på Undervisningsministeriets side (www.testogprøver.dk).

En opgave i testen går ud på at afklare betydningen af et ordsprog – at dele sol og vind lige og en anden at afklare betydningen af et ord – dorsk.

Eleven skal altså individuelt og fra pc-skærm afkode ordsproget og ord, og derefter afklare betydningen ud fra en række valgmuligheder, der ligeledes skal afkodes.

Med hensyn til ordsproget skal man for at score i testen skal man enten kende ordsproget og dets betydning eller kunne foretage den nødvendigt abstrakte tænkning.

Det første fordrer en mængde paratviden indenfor emnet, mens det andet nærmer sig en umulighed, da børn ifølge Piaget først 3-4 år senere begynder at kunne foretage den nødvendige formelt abstrakte tænkning.

Dem der scorer i opgaven er dermed børn, der kender til det nævnte ordsprog og dets betydning – vel typisk børn fra det man traditionelt har kaldt boglige hjem.

Nu er det sådan at vi hjemme hos os ikke bruger hverken ordsprog eller ord som dorsk i særlig stor udstrækning. Ordsprog, herunder betydningen, er ikke uvæsentlig læring, men kan fint vente til barnet er ældre og kan foretage den fornødne mere abstrakte refleksion. Ordet dorsk er forældet og kan googles, hvis man ståder på det.

I en alder af 8 år er det imidlertid vigtigt – jf. betragtningerne om livslang læring – at man ikke oplever nederlag eller har dårlige oplevelser netop i forbindelse med læring, hvilket kan modvirke motivationen til livslang læring.

I forhold til den nationale test vil jeg derfor gennemgå testen med min datter og fortælle hende at testen ikke betyder det store, og såfremt hun ikke forstå opgaven blot skal gætte. På den måde mindskes betydningen af testen, og den risiko den indebærer.

Skolens praksis – hvad fastlægger skolens praksis?

Lad os se på en række af de uddannelsesmæssige ideer der er oppe i tiden, bl.a. på folkeskoleområdet:

  • Målstyring
  • Test og evaluering
  • Eleverne skal have flere timer, mere undervisning
  • Flere elever i klasserne

Med hensyn til det sidste har Anders Bondo tit fremhævet – som et argument imod – at en konsekvens af flere elever i klasserne er at der er mindre tid til kontakten mellem læreren og den enkelte elev. Det er jo rigtigt: Hvis man dividerer en lærer med antallet af elever, så bliver tiden, der er til rådighed for kontakten til og kommunikationen til den enkelte elev mindre. Mange slutter deraf at læringen hos den enkelte elev dermed bliver mindre. Problemet er bare at det ikke er rigtigt. Modellen forudsætter nemlig den gode gamle ‘tankpassermodel’, at formidling af læring sker som overførsel af viden, hvor læreren ‘hælder’ viden over i eleven, som dermed bliver fyldt op. De fleste ved efterhånden godt, at det ikke er sådan en læreproces foregår.

Konsekvenserne af flere elever i klasserne er imidlertid langt større og mere alvorlige. Når der er flere elever i klassen kan det nemlig føre en række ting med sig:

  • Temperaturen i klasseværelse stiger hurtigere
  • Mindre bevægelsesplads til den enkelte
  • Mere klasseundervisning, hvor læreren formidler til eleverne, og dermed mindre projektarbejde, værkstedsundervisning, praksisnære projekter, kreative projekter, andre lærings- og organisationsfomer, mv.

Et andet forhold i denne sammenhæng er, at alle de nævnte forhold skaber rammer for undervisningen, der kan betyde, at de muligheder og det spillerum som læreren har for at tilrettelægge undervisning bliver indsnævret eller reduceret.

Forholdet med flere elever i klassen kan altså alene få en række konsekvenser og betydninger.

Det store problem vil være hvis skolens praksis ikke understøtter eller fører i retning af de kompetencer, som vi i Danmark i fremtiden har brug for.

 

Kontekstens betydning – et centralt problem

Jeg vil komme med den påstand at i dagens samfund – 2017 – er et af de centrale problemer at inddrage og indtænke, det man kunne kalde konteksten.

Lad os tage nogle eksempler:

Lars Løkke laver sommerskole, der skal rette op for de manglende færdigheder hos en gruppe børn, primært socialt udsatte drenge. Helt fint – men hvad med resten?

Kræftens bekæmpelse samler ind – i den bedste sendetid – til patienter og pårørende til patienter med kræft – et fornuftigt, og ædelt formål. Ja – men hvad med dem, der har andre alvorlige sygdomme inde på livet?

I skolen skal fagligheden styrkes, og derfor skal børn gå mere tid i skole. Helt fint – hvis det altså virker. Hvad den tid der går fra den læring, der finder sted i fritiden og i hjemmet? Hvad med det, der forsvinder?

– Talrige andre eksempler kunne nævnes!

Det er helt fint at fokusere på problemer, der ofte er mere eller mindre konkrete eller specifikke. Men et krav til fx politikere, beslutningstagere, journalister, meningsdannere – og ja, måske som et mere generelt dannelsesmæssigt krav, må være at man er i stand til at inddrage konteksten,  og perspektivere de konkrete resultater og indsatser.

Det er ikke noget let krav at indfri, men indgår jo som en krav og del af en akademisk dannelse.

 

 

Når målet bliver at spare..

Det er min påstand at i mange virksomheder – hvilke? – er målet om at opnå besparelser ved at få så gennemgribende en betydning at det kan overskygge og reducere fokus på kerneydelser, fag-mål, og måske værdier i organisationen, således at den daglige praksis, også ubevidst for organisationen selv, retter sig ind efter økonomiske mål.

På den måde kan målet om at spare vise sig at være kortsigtet. Måske overses mere langsigtede investeringer, og måske er der forhold der overses.

I stedet for at spare – der jo er rettet mod den nuværende praksis – var det måske mere konstruktivt at tænke  mere fremadrettet og formulere nye visioner, arbejdsgange, praksisser, der også kan reducere omkostninger, men som samtidig også skaber udvikling.

Målet om at spare vil i de fleste tilfælde have en negativ indvirkning på motivation hos de involverede – alene af den grund kan der være grund til at vælge andre strategier.

 

Just do it!

Hvad sker der i fx en organisation eller i samfundet når medarbejdere eller borgere får overvejende adfærdsmæssige beskeder og instruktioner, og hvor en mere sammenhængende og måske helhedsbaseret forståelse altså ikke indgår eller udtrykkes eksplicit, men må konstrueres individuelt af den enkelte – med de konsekvenser det har?

En skærpende forhold i denne sammenhæng er den digitale kommunikation. Når kommunikation sker via email og digitale former, følger en række konsekvenser og forhold, som kan få stor betydning.

Grænser for reklame?

Hvor mange reklamer er vi villige til at acceptere?

På de digitale medier kommer hele tiden nye former, nu fx med videosekvenser der popper op, vinduer der pludselig åbnes ovenpå siden, tilbud fra steder hvor man tidligere har handlet eller måske blot besøgt.

Er der ikke en grænse for hvor meget vi vil lade os forstyrre af gode tilbud, eller skal vi blot lade markedstyring dominere?

Lad mig sige det kort: Når det begynder at forstyrre min læsning er jeg stoppet, og finder andre medier og fora.

Også andre er begyndt at få øje på nettets kommercielle karakter: http://politiken.dk/udland/art5796311/Nettet-bliver-kvalt-i-annoncer

Samfundet blander sig…

For 3-4 år siden så jeg i TV-avisen et indslag fra det amerikanske Midt-Vesten. Indslaget handlede om Obama-care, og journalisten interviewede to midaldrende borgere fra Midt-vesten. De var – lidt overraskende for mig – modstandere af Obama-Care, og da journalisten spurgte hvorfor var svaret, at de ikke ønskede at det offentlige skulle blande sig i deres liv.

Hvad sker der, når man presser de svageste i samfundet?

Hvad sker der i et samfund, når man gennem div. politiske tiltag presser de svageste grupper i samfundet? Det gælder fx økonomisk, med kontanthjælpsloft, men også i forhold til at finde arbejde, at skulle lade sig integrere, og i det hele taget skulle leve op til en række samfundsmæssige regler, krav og normer.

Det seneste år er set en række samfundsmæssige udviklinger:

  • Læger lukker for tilgang i dele af landet
  • Personale på hospitaler klager over arbejdepres
  • Psykiatrien er presset – der er sket overgreb på personale
  • Fængselspersonale klager over pres og en forråelse af miljø
  • Optrapning af bandekonflikter, der er registeret væsentlig flere skyderier i DK end nogen sinde tidligere

Det er jo ikke til at afgøre om der er en direkte årsags-virknings forhold – men udviklingen er da tankevækkende.

Lektier eller ej? – Skal der være lektier i den danske folkeskole?

Traditionelt har lektier altid været en del af den danske skolepraksis. Begrebet er formentlig lige så gammelt som der har været praktiseret skole i Danmark.

Og netop begrebet er måske et problem i sig selv – for hvad er lektier egentlig? Noget som læreren har bestemt, noget der er surt at lave, og noget som kan kan medføre sanktioner, hvis man ikke laver dem?

Eller er lektier noget meningsfuldt, lystbetonet, og måske noget man har lyst til at fordybe sig i?

Der findes et hav af andre muligheder, som betegnelse for noget arbejde, eleven skal udføre derhjemme, måske alene eller sammen med klassekammerater, forældre, søskende eller andre.

Et centralt spørgsmål er jo om lektier bidrager til mere eller bedre læring, og altså ved at indgå i et didaktisk design forøger læringen hos deltagerne.

Et tredie problemstilling nærmer sig en dannelsesdimension. Når lærerne anvender hjemmearbejde betyder det jo at lærerens definerede opgaver og aktiviteter er styrende for hvad der skal foregå i hjemmet efter skoletid, altså det der kunne være fritid for eleven og vel at mærke en fritid, hvor eleven selv har mulighed for selv at vælge indhold og mål, rammer, materialer – og en hel del andre ting. Det stiller store krav – og krav på en række områder, som vi gennem en lektie-styring risikerer at reducere eller fjerne. På den måde kan en krav om lektier i virkeligheden føre til at vi stiller færre krav til børn – hvilket eller typisk har været et hovedargument hos fortalerne for lektier.

Når lektier traditionelt har været en central del af skolens praksis kan man imidlertid næppe se på lektier isoleret, men må se det som en del af og netop i sammenhæng med de praksisformer, der udfoldes i skolen i dag.

I den forbindelse er det værd at se på de konstituerende elementer der er med til at skabe praksis:

  • Flere elever i klassen
  • Fokus på læringsmål og læringsresultater
  • Forøget anvendelse af formelle test, fx Pisa
  • Forholdsvis stram fag og skemastyring
  • Organisering af lærerressourcer i forhold til udviklings- og klassetrin
  • Ny læreroverenskomst, der bl.a. betyder en ændret lærerrolle.

Dertil skal indtænkes tidsånden der ligeledes indbefatter effektivitet, kontrol, fokus på økonomi og besparelser.

De nævnte elementer og forhold øver stor indvirkning og er i kraftig grad med til at rammesætte og konstituere den hverdagspraksis som finder sted i den enkelte klasse, og i forhold til den enkelte elev.

Det er derfor nærliggende at antage at det er svært at ændre den praksis som finder sted i skolen, uden at ændre på nogle af de nævnte elementer. Rammerne fungerer langt hen ad vejen som betingelser, som det er svært at forandre.