Lektier i skolen – Del 2

Lektier skal ses i lyset af en designtænkning.

Læreren laver et didaktisk design der integrerer at eleven arbejder med det faglige indhold, gør erfaring med det faglige indhold.

Selve den individuelle arbejdsproces – med erfaringsdannelsen som omdrejningspunkt – kan finde sted på skolen, hjemme, ude i samfundet – fx på et museum – eller hvor det eller giver mening, stilladserer, understøtter eller bidrager til erfaringsdannelsen. Måske kun de nødvendige materialer kun findes et bestemt sted? Måske man kun kan få den nødvendigt pædagogiske eller faglige hjælp et sted?

At aktiviteter eller opgaver er eller skal være erfaringsgivende stiller krav til opgaver, materialer og aktiviteter.

Samtidig skal eleverne eller de studerende kende til og være bevidst om læringsforløbet og læreprocessen, at lære af sine erfaringer: Hvad er det vi skal arbejde med, vi skal lære, hvad er det vi skal gøre erfaring med? Dette kræver en snak om læring, indhold, mål og processen. Både lærere og elever bør ligeledes være godt inde i den erfaringsbaserede læring, hvordan man i dagligdagen lærer af sine erfaringer.

Når disse forudsætninger er på plads bliver diskussionen om lektier – for eller imod – mindre vigtig. Den nødvendige individuelle tilegnelse – læring – er jo netop nødvendig, og skal finde sted, og bliver derfor mere meningsfuld – men stadig krævende – og det er derfor vigtigt at afklare hvor og hvornår processen finder sted – altså at indtænke og skabe de rigtige rammer for processen.

 

Referencer:

Teorier om erfaringsprocesser, fx Dewey, Kolb

Birgitte Holm Sørensen: Den hybride skole

Steen Larsen: Serien om Den videnskabende skole

 

Kommunikationsproblem?

Jeg kommer aldrig til at forstå fagprofessionelle der ikke svarer på en mail. Det gælder typisk håndværkere, men også fx fagprofessionelle indenfor det offentlige.

Jeg er stødt på fænomenet (?) gentagne gang indenfor det seneste år.

Hvad er årsagen:

Er det kommunikationsformen? Fx det det det med at skrive, altså skriftlig kommunikation.

Er det fordi de ikke ønsker kommunikationen – der jo vil kunne føre til mere dialog, og altså mere skrivning.

Er det fordi de ikke kan svare på henvendelsen – og ikke ønske at skrive dette?

Tabet af kommunikation kan få en række konsekvenser, fx manglende samarbejde.

 

Fundamentalisme nej tak

Fundamentalisme er ifølge div. opslag på nettet ofte associeret med religiøsitet og tro. Det er det ikke her hvor betydningen er bredere – at man efterspørger, udarbejder og slavisk forsøger at følge eksplicitte regler, uden at kunne fravige disse.

Som princip er der vel egentlig ikke noget galt med det. Det kan fx danne grundlag for at en hel gruppe af personer, måske en organisation arbejder på sammen måde.

Problemet er selvfølgelig at der også er en række ulemper ved det.

Ja og det passer godt til robotter og burhøns!

Begrebet står i modsætning til det relativistiske, situationsbestemte, dynamiske, organiske – det der som regel karakteriserer det menneskelige liv.

I den seneste tid er jeg kommet til at tænke på fænomenet i forbindelse med eksempler fra politiet, fra A-kasser, fra håndteringen af corona-situationen – og jeg kunne sikkert finde flere eksempler.

 

Samtidig opleves ofte situationer hvor der efterspørges klare regler og måder at handle på: Hvad skal jeg gøre? – Ofte rettet mod chefen eller ledelsen – og indimellem helt ned i detaljen.

Hvorfor har nogen behov for det ufravigelige og sikre grundlag, ser som en stilladsering understøtter deres levevis?

 

Min påstand er, at fundamentalisme ikke passer sammen med dansk kultur og selvforståelse. Danskhed associeres ofte med begrebet hygge, der jo er et dejligt rundt begreb – og netop derfor i modsætning til eksplicitte regler og fundamentalisme.

 

 

Meget tyder på, at vi fremover vil forvente at alt i stigende omfang står ekspliciteret.

Det gælder i forhold til aftaler, ved køb af produkter, og i forhold til bestemt adfærd.

Den enkeltes adfærd vil i stigende omfang blive styret af eksplicitte formuleringer.

De eksplicitte formuleringer kan gøre det nemt at agere, men rummer også en bagside. Hvis reglerne ikke er specifikke og detaljerede kan vi let stå i en situation, hvor vi kommer i tvivl: Hvad skal jeg gøre i denne situation?

Vi kan på den måde blive afhængige af denne ydre styring – som gradvis kan reducere vores evne til at tænke selv, vurdere og finde pragmatiske og fleksible løsninger i nu’et.

I horisonten skimtes allerede nu Amerikanske tilstande. Alt skal ekspliciteres, og den mindste fravigelse kan medføre sagsanlæg, advokater, mv.

Vi bliver næppe lykkeligere.

Formalia, GPDR og samtykke

Jeg tænker indimellem på dengang vi var i kontakt med et stort hospital i Danmark. Da hospitalet var meget specialiseret og avanceret, og på grund af forskellige faglige problemstillinger, var vi i kontakt med forskellige afdelinger. Ved hver kontakt blev vi, som noget af det første, bedt om at give samtykke til udveksling af oplysninger. Vi gav hver gang samtykke til det hele.

På et tidspunkt skulle vi så skifte afdeling – fra en sal til en anden. Det viste sig at der ikke kunne overføres data fra den ene afdeling til den anden. Det var vist noget med at IT-systemer ikke kunne arbejde sammen. Jeg tog derfor et stykke papir, gik ned på den ene afdeling, fik sygeplejersker til at nedskrive de relevante oplysninger, og tog dem med op på den anden, hvor de så blev anvendt.

Da vi forlod hospitalet, fik min kæreste henvendelse fra egen læge – der havde modtaget oplysninger fra hospitalet, og ville følge op på forløbet, mens jeg ikke fik henvendelse fra min læge. I en efterfølgende kontakt til socialforvaltning i  – lad os kalde det landets største kommune – havde de ikke mulighed for at få oplysninger fra hospital og dem de så rekvirerede, kom de til at smide væk.

Pointen må være, at der skal være balancen mellem formalia og det indholdsmæssige – de bagvedliggende mekanismer, som formalia afspejler.

Det er ofte let at få øje på formalia, der jo ofte er udtrykt eksplicit, og handle på disse formalia. Ofte er det langt sværere at få øje på og sikre de processer og mekanismer, så systemet fungerer. Det sidste kræver bl.a. faglighed indsigt.

Dannelse 2020

Hvad er det vigtigste børn kan lære idag?

I en tid med digitalisering, automatisering, akademisering – hvad er det så der mangler i forhold til at sikre en samlet harmoniske personlig udvikling?

Ja der kunne sikkert peges på flere ting – her skal blot nævnes en enkelt – nemlig betydningen af konkrete fysiske processer, hvor barnet handler så konkret som muligt og gerne med inddragelse af så kropsnære processer som muligt.

Det kunne være aktiviteter som: at save, hamre, strikke, male, tegne, skrælle kartofler, snitte gulerødder, støvsuge, rydde op, plante, brænde med brænder, lime.

Samtidig muliggør konkrete aktiviteter erfaringsdannelse og erfaringsbaseret læring, æstetisk indsigt, kropbevidsthed, styrkelse af identiteten – det er mig, der styrer.

Digitalisering, automatisering, akademisering er stærke tendenser og strømninger i tiden, der samlet kan flytte fokus fra individet og fra kroppen til hovedet. Resultatet kan let blive et tab af identitet, selvværd og magtesløshed.

De konkrete aktiviteter danner derudover forudsætning for tilegnelse af de mere abstrakte akademiske færdigheder, som skal læres i skolen og som er forudsætningen for at kunne forholde sig til fx demokrati, digitalisering og automatisering.

Det handler dermed om at få opprioriteret disse aktiviteter i hjem, institutioner, skole, fritidsliv. Det kræver at de fornødne ressourcer er til stedet, lokaler, kompetencer hos personale, osv.

 

Vestlig binær tænkning – og digitalisering

Forleden hørte jeg i radioen en filosof – kan ikke huske navnet – der i en bisætning nævnte et kulturelt forankret begreb, som var interessant.

Hun mente, som årsag til eller forklaring på et konkret fænomen, var en vestlig binær tænkning. Det betyder – meget kort sagt – noget i retning af, at vi i den vestlige verden gerne vil tænke i enten-eller, og altså ikke i både-og eller i mere eller mindre. Man kan sige at vi tænker lidt som en computer, der kun kan skelne mellem nul og et – binært.

Det er selvfølgelig rart, og ofte kvalificerende, at kunne nuancere og adskille ting. Men måden at tænke på, rummer også svagheder. Man kan fx overse helheder, udviklingsmuligheder, relativitet.

Og især når vi skal handle er svaret ofte lidt mere eller lidt mindre – altså mere analogt. Ofte er det små forskydninger, relativt, der skaber ændringer.

Kombineres den binære tænkning med digitale redskaber – som jo fungerer binært – er der en stor risiko for at den måde at anskue verden på, bliver forstærket, og virker selvforstærkende. Vi udvikler teknologi, som forstærker tænkningen, som udvikler teknologi…

På den måde rummer teknologien og teknologiudviklingen en kulturel risiko.

 

 

Målstyring

De sidste 10-15 år har målstyring været et nøglebegreb inden for meget pædagogisk virksomhed. Det gælder også inden for den kompenserende undervisning, herunder specialundervisningen.

Man kunne få den tanke at tænkningen og fokus passer godt ind i en new public management – tænkning, hvor mål – gerne som noget målbart – kan indtastes i et IT-system.

Men det er jo ikke helt uproblematisk det der med mål i undervisningen:

Er der tale om kortsigtede mål?

Er der tale om langsigtede mål?

Er der tale om mere overordnede mål – eller måske mere specifikke og konkrete mål?

Er der tale om mål formuleret af underviseren – eller er mål formuleret af eleven eller den lærende – eller er mål måske formuleret af dem begge i fællesskab?

Eller målene kan selvfølgelig også være formuleret af udefrakommende – altså formuleret af ’nogen’ uden for undervisningssituationen.

Så er der også de mål som opstår i situationen, altså undervejs, og måske netop på grund af, eller som en følge af forløbet. Målene kan altså på denne måde ændre sig.

Dertil kommer at der selvfølgelig findes forskellige typer af mål: indholdsmål, færdighedsmål, procesmål – for bare at nævne nogle enkelte…

Dertil kommer målenes relation til alt det andet, der indgår i, og som danner relation til en mål-formulering: Indholdet, konteksten, de anvendte medier, selve processen, de involverede deltagere, osv.

Hvis man for alvor vil gøre selve mål-terminologien til et centralt omdrejningspunkt, og fx have en gruppe medarbejdere eller en organisation til at benytte den, var det formentlig en god ide at forsøge at afklare og præcisere nogle af ovenstående forhold.

Det kræver altså en forøget faglig indsigt, hvor inddragelse af pædagogisk teori vil være naturlig eller nødvendig.

Politisk intention og strategi

Hvordan kan man som politiker komme igennem med sine holdninger, værdier intentioner – og i sidste ende sikre sin egen magt?

Hvilke strategier kan man benytte sig af?

Det er spørgsmål der i større eller mindre omfang må interessere enhver politiker.

I forhold til det første er det jo helt legitimt at politikere har holdninger, intentioner og værdier – det skal de faktisk have 🙂

Problemet bliver mere processen med at føre politikken ud i livet, at få formidlet politikken og få modtagerne til at tilegne sig og støtte tankerne.

Især begrebet læring har været i fokus og omdrejningspunkt i uddannelsesverdenen, men i forhold til formidling i bredere forstand.

Kommunikationsrådgivere idag er kompetente i forhold til læring.

Problemet med dette fokus er hvis det tager for meget fokus. I sammenhæng med de seneste 20 års digitale udvikling (revolution?) – der ligeledes har haft stor indvirkning på kommunikation, medier, formidling – kan det betyde at formen, processen og det strategiske overtager, i forhold til fx politiske visioner, idealer, helhedstænkning.

 

I begyndelsen var ordet

I begyndelsen var ordet – tror bl.a. Dansk Folkeparti, som ønsker at skabe bedre balance mellem landsdelene, ved at flytte ordet – Radio24syv til Jylland – hvillet så ifølge DF vil skabe mere liv i den vestlige del af landet.

Problemet er bare at strategien har sine begrænsninger.

I stedet for at flytte ordet handler det om at skabe liv. Det letteste er at flytte unge, mobile og initiativrige borgere til de dele af landet, man ønsker at udvikle – altså fx at flytte uddannelsesinstitutioner. Med 800 unge i et lokalmiljø følger behov for boliger, forretninger, kultur.

De tåbelige udflytninger af fx dele af styrelser og 20 medarbejdere fra dansk sprognævn har i sådan et perspektiv ingen betydning.

Når der er opstået mere liv i de dele af landet, skal Kirsten Birgit og resten af 24syn – og de øvrige medier, såmænd nok flytte med, så også de dele af landet får mere fokus.

 

Opgøret med det offentlige

Mens Obama var præsident i USA så jeg en aften TV-avisen, hvor et indslag handlede om Obamacare. Et midaldrende ægtepar fra midtvesten blev spurgt om deres holdning til Obamacare. Jeg tænkte at svaret måtte jo være åbenlyst – alle var da interesseret i et socialt sikkerhedsnet, hjælp i tilfælde af sygdom, arbejdsløshed, mv.

Svaret var derfor overraskende – de ville ikke have at det offentlige skulle blande sig i deres liv, de ville selv kunne bestemme, uden indblanding fra staten og det offentlige.

I Danmark har vi ofte set USA som værende foran os i en udvikling, der ligger 15-20 ud i fremtiden. Så spørgsmålet er, om det er der vi er på vej hen – altså at det offentlige ses med manglende tillid, som en modstander eller ligefrem et nødvendigt onde, hvis indflydelse man helst ser reduceret.

For en borgerlig regering og ideologi er der vel intet overraskende i, at centrale værdier er privatisering, og et opgør med fællesskabet, det sociale og den især socialdemokratiske solidaritet.

Men hvordan kan holdninger fremmes og skabes i retning mod et opgør med det offentlige ?

Gennem de sidste 10-15 år har der været stærkt fokus på lærings og læringsteorier, hvor især de sociale læringsteorier er vundet frem, godt understøttet af digitale redskaber og sociale medier.

I læringsteorierne er centrale omdrejningspunkter sociale konstruktioner og skabelse af læringsdesign, der gennem tilrettelægge og skabelse af vilkår eller omgivelser, understøtter at der skabes en ønsket læring. Sproget og sproglige konstruktioner har et særligt fokus.

Udgangspunktet er at man gennem små justeringer og tiltag på forskellige områder understøtter en emergens, der samlet set skaber en effekt, der langt overstiger summen af de enkelte tiltag. Da der er tale om mindre justeringer, kan disse tiltag ske ofte uden større også politisk bevågenhed, og uden den store diskussion.

I medierne nævnes ofte eksempler på problemer i det offentlige:

  • Hvad med DR? Var der ikke noget med en hest, der skulle flyttes til USA og retur?
  • Eller stopprøver for børn i indskolingen.
  • Kan det gøres mindre attraktivt at være offentligt ansat? Hvad med nogle udflytninger?
  • Hvad med at indføre endeløse og ikke alt for meningsfulde test i folkeskolen – vil det mon få nogen til at vælge et privat alternativ?
  • Hvad betyder det hvis man reducerer ressourcerne på hospitaler? Kan det få nogen til at vælge et privat alternativ?
  • Ellers hvis man i forbindelse med overenskomstforhandlingerne får skabt en konflikt? Et regeringsindgreb kan skabe modvilje mod det offentlige.
  • Eller hvis der viste sig alvorlige problemer i Skat – vores fælles pengekasse. Hvad hvis man nu sparede lidt på medarbejderne, så kontrollen måske var lidt mindre grundig – og det viste sig at Skat havde mistet penge?

Oven i købet kan de mindre ændringer besluttes og indføres uden den store politiske diskussion – det er jo kun mindre ændringer

Kan vi ikke få det offentlige til at blande sig tilpas meget i danskenes hverdag, så det vi få flere til at fravælge det offentlige og i højere grad søge private alternativer.